ECB's Schnabel varsler mod forhastede rentesænkninger
Den Europæiske Centralbank, ECB, bør ikke forhaste sig i lempelsen af sin pengepolitik, da renten så risikerer at komme under det neutrale niveau.
Det er budskabet fra Isabel Schnabel, der er direktionsmedlem i centralbanken, ifølge Bloomberg News.
Selv om desinflationen i Europa kører på skinner, "er kampen mod inflation endnu ikke vundet," siger Isabel Schnabel og fortsætter:
- En gradvis tilgang til at hæve de pengepolitiske restriktioner synes passende.
Kommentarerne fra direktionsmedlemmet er en del af debatten om ECB's rentefærd. Centralbanken har i år sænket sin rente tre gange med hver 25 basispoint, og markedet prøver nu at tolke på, hvad næste skridt bliver.
Nogle af centralbankens mere dueagtige medlemmer har talt for større rentenedsættelser for at give luft til økonomien, nu hvor der er risiko for, at inflationen ryger under 2 pct. De høgeagtige repræsentanter i ECB argumenterer modsat for forsigtighed for ikke at puste til inflationen.
Isabel Schnabel kommenterer ikke selv beslutningen ved næstkommende rentemøde 12. december. Forventningen i markedet er en fjerde rentesænkning på 25 basispoint til 3,0 pct.
Hun siger dog, at der ingen grund er til at gå under det neutrale renteniveau, som snart nærmer sig. Herefter vil ECB "have brug for mere tid til at vurdere, hvor restriktiv pengepolitikken fortsat er baseret på forventningerne og kommende tal."
En del af udfordringen er en fortsat genstridig inflation i servicesektoren. Senest blev den opgjort til 3,9 pct., mens den overordnede inflation til sammenligning er 1,7 pct.
.\\˙ MarketWire
Tags: macro❯ Eurozonen❯