Ecuador forlader Opec ved årsskiftet

Udgivet den 01-10-2019  |  kl. 23:06  |  

Ecuador, der er et af Opecs mindste medlemmer, forlader organisationen til januar, da landet vil forsøge at øge sine indtægter fra salg af olie.

Det skriver Bloomberg News.

Ecuador har ikke overholdt Opecs kvoter, da landet arbejder mod at løfte sin produktion, lyder det.

- Beslutningen har rod i de problemer og interne udfordringer, som landet er nødt til at bære i forhold til finansiel bæredygtighed. Landet vil fortsat støtte alle tiltag, der arbejder for at stabilisere verdens oliemarkeder, skriver Ecuadors minister for ressourcer tirsdag i en skriftlig udtalelse.

Tidligere i år meddelte ministeren for ressourcer, Carlos Perez, at Ecuador ville fortsætte med højere olieproduktion, end det seneste loft, som blev indgået mellem globale olieeksportører, og som blev indført med det formål at mindske markedsoverflod.

Landets mindre rolle i Opec betød, at det ikke behøvede at leve op til organisationens fælles front, lød det i februar fra ministeren, da Ecuadors produktion af olie allerede var over landets kvote.

Det er ikke første gang, at Ecuador forlader Organisationen af Olieeksporterende Lande, Opec, skriver Bloomberg News. I 2007 blev Ecuador atter en del af organisationen, efter at landet 15 år tidligere havde forladt gruppen.

/ritzau/FINANS

Nicoline Lärka Sørensen

Seneste nyheder