Efter stærk jobrapport: Økonom sår tvivl om flere rentenedsættelser i USA

Udgivet den 10-01-2025  |  kl. 14:40  |  

Den amerikanske jobvækst er overraskende høj, og det vidner om både et arbejdsmarked og en økonomi i topform.

Samtidig sår det tvivl om, hvorvidt der er plads til flere snarlige rentenedsættelser fra den amerikanske centralbank, mener Tore Stramer, der er cheføkonom hos Dansk Erhverv.

- Dagens stærke jobrapport vil skabe øget vildrede i markedet om, hvorvidt der overhovedet er flere rentenedsættelser på vej fra den amerikanske centralbank. Som tingene ser ud nu, så er det forventningen, at den amerikanske centralbank vil holde den ledende rente uændret på det kommende møde den 29. januar, skriver Tore Stramer i en kommentar til tallene.

- Usikkerheden er dog straks større, når vi ser frem mødet den 19. marts. Der er sandsynligheden for en rentenedsættelse nærmest 50/50 i øjeblikket, lyder det videre.

Den amerikanske beskæftigelsesrapport viser fredag eftermiddag, at beskæftigelsen uden for landbruget i USA voksede med 256.000 personer i december.

Det var dermed langt bedre end ventet, da der blandt økonomerne var forudset en stigning på 165.000 personer ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News.

- Det er en overraskende høj jobvækst, konstaterer Tore Stramer.

- Det afspejler helt naturligt, at den amerikanske økonomi generelt står stærkt i øjeblikket. Jobvæksten er fortsat solid, samtidig med at inflationen igen er begyndt at tikke i vejret over de seneste måneder. Det er derfor også langt fra sikkert, at den amerikanske centralbank vil sænke den ledende rente yderligere her hen over vinteren og foråret, skriver han videre.

.\\˙ MarketWire

Trine Vestergaard

Tags:  macro❯  USA❯