Eksperter: Myte at biomasse er CO2-neutral

Udgivet den 29-11-2011  |  kl. 11:26  |  

Fagfolk samlet til IDA-møde om bæredygtigt bioenerg mandag var ikke i tvivl: Biomasse til energiformål er ikke altid CO2-neutral, og det er et vigtigt budskab at få kommunikeret til politikere og beslutningstagere.

Det skriver Ingeniøren.

- Vi risikerer at få mere CO2-udslip ud af det, hvis vi uden videre giver grønt lys til masser af importeret biomasse i energiforsyningen. Det faktum skal nu have tid til at bundfælde sig hos borgere og politikere, sagde medlem af Klimakommissionen og tidligere toprådgiver i EU, Jørgen Henningsen.

Også et andet Klimakommissions-medlem, Professor Jørgen E. Olesen fra Aarhus Universitet bakkede op om den rapport fra EU's Miljøagentur, som startede debatten. Rapporten slår til lyd for, at kun ekstra eller additionel biomasse kan bruges til energiproduktion på en bæredygtig måde, og at der skal indføres beregningsstandarder, der redegør for kulstofkredsløbet i økosystemerne ved den aktuelle type af biomasse:

- I Klimakommissionen foreslog vi faktisk også sådanne bæredygtighedskriterier. Men jeg kan godt frygte, at bæredygtigheden bliver glemt, fordi det faktisk er en direkte mangel på fossile brændsler, der øger efterspørgslen efter biomasse – og slet ikke ønsket om at være klima-venlig, siger han.

Udgivet af: NPinvestordk