Eli Lilly fortsætter optur i formarkedet efter stærkt salg af potentielt fedmehåb

Udgivet den 08-08-2023  |  kl. 13:13  |  
Arkiv: Foto

Eli Lillys regnskab viser en bedre end ventet udvikling i medicinalgigantens fremadstormende diabetessællert og fedmehåb, Mounjaro, og det er med til at drive en opjustering.

Det bliver tirsdag dog overskygget af Novo Nordisks forsøgsdata med fedmebehandlingen Wegovy, der viste en større end ventet reduktion i hjerte-kar-tilfælde, hvilket var med til at sende Eli Lilly aktien op med knap 7 pct. i formarkedet, før regnskabet landede.

Efter regnskabet ligger Eli Lilly aktien med en stigning på 9 pct.

Eli Lilly har - ligesom Novo Nordisk - været flyvende det seneste år med en stigning på 50 pct. som følge af store forhåbninger til selskabet GLP-1-forretning, der blandt andet tæller type 2 diabetes-behandlingen Mounjaro.

Netop Mounjaro overrasker ved at nå et salg i andet kvartal på 979,7 mio. dollar fra 16 mio. dollar i samme kvartal sidste år. Det er langt over analytikerkonsensus på 740,8 mio. dollar.

Det amerikanske salg af Mounjaro nåede 915,7 mio. dollar i kvartalet, efter at behandlingen blev lanceret i USA i juni 2022.

Fremgangen i salget af Mounjaro er drevet af øget volumen og i mindre grad højere realiserede priser på grund af reduceret udnyttelse af rabatordninger, efterhånden som adgangen fortsætter med at udvide.

Ligesom med Novo Nordisks Wegovy har Eli Lilly også problemer med at følge med efterspørgslen efter Mounjaro, der ventes at træde ind på markedet for fedmebehandling i slutningen af året eller starten af næste år.

- Lilly har oplevet og forventer fortsat midlertidige forsinkelser med at opfylde ordrer på visse Mounjaro-doser på grund af betydelig efterspørgsel. Disse forsinkelser har påvirket og kan fortsætte med at påvirke volumen, skriver Eli Lilly.

Den bedre end ventede udvikling for Mounjaro ser til gengæld ud til at have kannibaliseret på salget af Trulicity, der kan beskrives som Mounjaros forgænger, idet salget faldt 5,2 pct. til 1,81 mia. dollar mod ventet 2,05 mia. dollar.

På de overordnede linjer steg omsætningen for hele Eli Lilly med 28 pct. til 8,31 mia. dollar mod et analytikerskøn på 7,58 mia. dollar.

Den justerede indtjening per aktie overrasker også positivt ved at nå 2,11 dollar sammenlignet med analytikernes forventning på 1,99 dollar.

For helåret opjusterer medicinalgiganten forventningerne til salget til 33,4-33,9 mia. dollar fra 31,2-31,7 mia. dollar. Her var ventet 31,39 mia. dollar.

Forventningerne til indtjeningen per aktie løftes til 9,70-9,90 dollar fra 8,65-8,85 dollar.

.\\˙ MarketWire

Jakob Due Jakobsen

Tags:  Shares❯  Udenlandsk selskab❯