Endnu en nedjustering fra Vestas kan ødelægge festen

Udgivet den 09-09-2004  |  kl. 07:43  |  

Risikoen for endnu en nedjustering fra Vestas i 2004 er forøget efter halvårsregnskabet, der var svagere end forventet primært som følge af større end ventede omkostninger på en række projekter. Alligevel fastholder Jyske Bank sin købs-anbefaling på aktien, fremgår det af et analyse-notat.

Turbulens i forbindelse de indledende faser i integrationen (ny organisation, afskedigelser af 475 medarbejdere) gav for svagt fokus på den løbende drift i 1. halvår 2004. Jyske Bank ser en risiko for fortsat negativ afsmitning på driften fra integrationen i 2. halvår. Men der er ikke er plads til gentagelser, hvis Vestas skal realisere sine forventninger til 2004 (omsætning 2,6 mia. euro, overskudsgrad 6 pct.).

På trods af en forøget risiko for endnu en 2004 skuffelse efter halvårsregnskabet fastholder Jyske Bank Køb på Vestas af følgende årsager:

1) Der er fortsat udsigt til kraftigt stigende indtjening i 2005 drevet frem af synergier og stigende volumen.

2) Jyske Bank forventer en forlængelse af skattekreditter i USA inden for de kommende 6 måneder, der vil udløse et meget stort amerikansk marked i 2005/2006 og et positivt nyhedsflow på ordrefronten.

3) Vestas er relativt lavt prisfastsat. Aktien handler på niveau med europæiske industriaktier generelt og mere end 15 pct. lavere end globale kapitalgoder. Det er uberettiget lavt givet Vestas stærke position i branchen og de solide vækstudsigter. Det forventede markante løft i overskudsgraden i 2005/2006 vil udløse en højere prisfastsættelse på aktien.

4) Vestas står til at ”vinde” det amerikanske præsidentvalg uanset udfaldet. En Bush sejr vil udløse kursstigninger, der vil gavne IT/høj risikoaktier – og dermed også Vestas. En Kerry sejr vil give positivt fokus på, at Kerry vil indføre tvungen efterspørgsel efter vedvarende energi i USA, som kan trække det amerikanske møllemarked op i nye højder.

Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder