EU bevilger 4,6 mia kr til svage danske regioner

Udgivet den 12-10-2000  |  kl. 10:30  |  

København--12. oktober--NetPosten--EU-kommissionen har i samarbejde med Danmark bevilliget i alt 4,6 mia. kr. til nye aktiviteter i nogle af landets svage regioner, skriver Erhvervsfremmestyrelsen i en pressemeddelelse torsdag. Støtten går til Bornholm, Lolland-Falster, Møn og Nordjylland samt til dele af Viborg, Århus, Ringkøbing, Fyn og Sønderjyllands amter.

Midlerne kommer fra det nye danske Mål 2-program, som nu er principielt godkendt af EU-kommissionen. Programmet støtter regioner med mangel på nye iværksættere og hvor indkomsten, beskæftigelsen og uddannelsesniveauet er forholdsvis lav. Målet er at skabe over 6.000 nye lokale arbejdspladser, som kan afhjælpe de skævheder, der eksisterer mellem regionerne f.eks. målt ved arbejdsløshed og virksomhedernes konkurrenceevne.

Samlet kommer de 4,6 mia. kr. omkring 900.000 danskere til gode. Det gælder bl.a. befolkningen på Bornholm, Lolland-Falster, Møn og i Nordjylland, Fyn og Sønderjyllands amter. Sammen med en række små øer er de udvalgt blandt de regioner, som indgår i det nye program, der løber i perioden 2000-2006.

Udgivet af: NPinvestordk