EU/aktier: Store fald efter skuffende jobtal fra USA
De europæiske aktiemarkeder ligger med markante fald efter en skuffende amerikansk arbejdsmarkedsrapport samt skuffende PMI-erhvervstillidstal fra Kina. Oliegiganten BP løftes efter partnerne i det joint-ventureejede olieselskab TNK-BP har budt på selskabet.
Dax-indekset falder 3,5 pct. til 6048, og Ftse-indekset taber 1,4 pct. til 5250. Det franske Cac-indeks ligger 2,4 pct. lavere i 2944.
Britiske BP stiger 1,8 pct. til 400,75 pence på børsen i London efter oliegiganten har modtaget en uopfordret interesse i halvdelen af det joint-ventureejede TNK-BP. Russiske milliardærer kontrollerer halvdelen af det russiske olieselskab TNK-BP gennem Alfa-Access-Renova Holding.
Den svenske lastbilproducent Scania falder 0,6 pct. til 114,7 skr. efter have været oppe i 122,3 skr., efter Financial Times Deutschland har skrevet, at Volkswagen planlægger at intensivere lastbilalliancen inden for den tyske koncern. Tyske MAN løftes 2,8 pct. til 79,55 euro, mens Volkswagen taber 4,6 pct. til 116,15 euro.
KPN løftes 1,2 pct. til 7,73 euro, mens Telefonica ligger 1,1 pct. højere i 9,04 euro. Der er rygter i markedet om, at det hollandske telefonselskab Royal KNP og Telefonica er ved at undersøge mulighederne for at fusionere deres tyske mobiltelefonaktiviteter på det tyske marked. Det udtaler to anonyme kilder tæt på sagen til Bloomberg News.
Råvarepriserne har vendt pilen nedad i fredagens handel, hvor oliemarkederne tager de største tæv. Brent-olien falder fredag eftermiddag 2,7 pct. til 98,92 dollar per tønde, hvilket er det laveste niveau siden oktober 2011. Den hollandske oliegigant Shell taber 1,8 pct. til 24,59 euro, mens minegiganten BHP Billiton falder 1,5 pct. til 1670 pence.
Den officielle amerikanske arbejdsmarkedsrapport viste i maj en jobskabelse på skuffende 69.000 personer, hvilket var langt under økonomernes forventning på 150.000 personer. For april blev jobskabelsen nedrevideret til 77.000 personer fra 115.000 personer.
- Den robuste vækst i jobskabelsen i begyndelsen af året ser klart ud til at være forsvundet, sagde økonom Ellen Zentner fra Nomura Securities før arbejdsmarkedsrapporten.
Det kinesiske PMI-erhvervstillidsbarometer viste natten til fredag et klart større end ventet fald, idet indekset faldt til 50,4 fra 53,3 for april, hvilket skuffede i forhold til økonomernes forventning på 52,0.