Europa/aktier: AI-bekymringer blev opvejet af kemikalieoptimisme i fladt marked
En kæberasler til de AI-relaterede aktier var mandag ikke nok til at tage pippet fra investorerne, der på de europæiske børser blandt andet havde øget appetit på kemikalieaktier.
Teknologiaktierne var presset, efter at kinesiske Deepseeks AI-robot har rejst spørgsmål om de høje værdiansættelser for de nuværende sektorledere inden for AI.
Til trods for et dyk på 3,3 pct. til teknologiaktierne i Stoxx 600-indekset kunne det samlede indeks dog nøjes med et marginalt fald til 529,69.
Mandagens sure stemning er kommet på bagkant af weekendens lancering af Deepseeks seneste AI-model, der er mere omkostningseffektiv, da den kører på mindre avancerede mikrochips.
Halvledersektoren tog imod de største tæv med et dyk på 7,0 pct. for den hollandske mikrochipudstyrskæmpe ASML og 12,2 pct. for ASM International.
Elektrificering er et tema, der også har redet med på AI-bølgen, og mandag gjorde meldingerne om en mere energieffektiv AI-robot ondt på flere af sektorens højtflyvende aktier.
Det gjaldt blandt andet for tyske Siemens Energy, der med et dyk på 20 pct. endte nederst i Stoxx 600-indekset.
- Deepseek kan have afsløret 'kejseren uden tøj' og afsløret, at enorme AI-budgetter måske ikke garanterer overlegne resultater, siger Patrick Armstrong, investeringschef hos Plurimi Wealth, ifølge Bloomberg News.
- Regnskaberne vil sandsynligvis være den vigtigste drivkraft, efterhånden som ugen skrider frem, med regnskaber fra en række af de store teknologiselskaber i denne uge.
Sektormæssigt var interessen for kemikalieakier stor, hvor schweiziske Givaudan lå i front med et plus på 5,7 pct. efter at finanshuset JPMorgan både løftede anbefaling for aktien samt for hele sektoren til "overvægt".
Analytikerholdet ledet af Mislav Matejka mener, at det er tid til at blive mere mere optimistisk på kemikaliesektoren, efter at den har underpræsteret de sidste tre år, og holdet forventer at se et opsving i mængderne i løbet af de kommende kvartaler.
.\\˙ MarketWire
Tags: Europa❯ Market Close❯ Shares❯
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1182
- næste ›