Europa/aktier: Banker under pres mens råvareaktier sendes op

Udgivet den 26-05-2023  |  kl. 12:40  |  

Der er pres på bankerne på det europæiske marked fredag, mens råvare- og mineaktierne omvendt har medvind af bedre takter for prisen på jernmalm.

Samlet ligger det paneuropæiske Stoxx 600-indeks midt på dagen uændret, mens banksektoren falder 1,1 pct. og råvaresektoren ligger til et plus på 2,3 pct.

I råvaresektoren finder man selskaber som danske FLSmidth, der sælger udstyr til mineselskaber, samt britisk-australske Rio Tinto og svenske Boliden. De tre aktier ligger alle med pæne plusser i niveauet 2,5-3,4 pct. fredag middag.

Det sker efter, at prisen på jernmalm har vendt sit ugentlige fald og aktuelt stiger 0,4 pct.

Aktien i Rio Tinto løftes ligeledes på en opgradering til "overvægt" fra "ligevægt" hos finanshuset Morgan Stanley, der kan se potentiale i aktien, fremgår det af Bloomberg News.

Omvendt står det svagt til for bankerne, der som sektor er under pres fredag. Banco de Sabadell og AIB Group falder begge mest med 2,8 pct. og efterfølges af Banco BPM med et minus til kursen på 2,6 pct.

Det sker samtidig med, at de amerikanske renter dykker. Renten på den toneangivende tiårige amerikanske statsobligation steg torsdag 7 basispoint til 3,82 pct., hvilket var tæt på dagens højeste niveau. Fredag middag forrentes den tiårige T-bond med 3,78 pct. på markedet i Tokyo, hvilket er uændret fra da obligationsmarkedet i Danmark lukkede torsdag.

.\\˙ MarketWire

Trine Vestergaard

Tags:  Europa❯  Shares❯  Intraday❯