Europa/aktier: Draghi skabte positiv stemning

Udgivet den 05-09-2013  |  kl. 18:00  |  

Forsikringer fra ECB-chefen Mario Draghi om, at den toneangivende europæiske rente vil forblive lav i en længere periode gav torsdag god næring til på de europæiske aktiemarkeder, som også glædede sig over positive amerikanske vækstudsigter.

Ved lukningen i Europa var de toneangivende indeks steget 0,9 pct. i London, 0,5 pct. i Frankfurt, og 0,7 pct. Paris. Det brede fælleseuropæiske indeks Stoxx 600 steg 0,7 pct.

Ud over de positive udtalelser efter rentemøde i ECB var dagens handel påvirket af amerikanske nøgletal for beskæftigelse, forventningerne i servicesektoren og for ordreindgangen, der alle pegede i samme positive retning.

Bilaktierne havde en herlig dag med pæn præsentation på fællesindeksets top-10 over dagens mest stigende aktier. Tyske BMW sluttede 6,0 pct. højere, efter at Bank of America-Merrill Lynch havde hævet sin anbefaling af BMW-aktien til "køb fra "neutral". Peugeots topchef, Philip Varin, ser en stigning i markedsandelen ifølge et interview i Le Parisien, og den franske bilaktie steg 5,4 pct. overhalet af en stigning på 5,8 pct. til lillesøsteren Renault.

I toppen af indekset sluttede Telecom Italia med en stigning på 8,4 pct. efter rapporter om, at selskabet vil øge kapitalen og forlydender om, at den egyptiske milliardær Naquib Sawiris og AT&T måske vil investere i selskabet - enten alene eller sammen med America Movil.

Og elektronik-detailkæden Dixons fulgte trop med en stigning på 5,9 pct. inspireret af tyske Mutares tilbud om at købe Dexons internetforretning Pixmania.

Japanske Nomura har nedgraderet den europæiske oliesektor til "bearish" fra "neutral", og det ramte et par norske selskaber med olieaktiviteter. Petroleum Geo-Services faldt 2,9 pct. Bermuda-registrede Seadrill mistede 2,1 pct.

Danske Coloplast var repræsenteret med et fald på 1,8 pct.

/ritzau/FINANS

Henning Nielsen +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk