Europa/aktier: Dukkert til Sainsbury efter glippet opjustering i let sivende marked

Udgivet den 10-01-2024  |  kl. 12:52  |  

Det er et afventende med let sivende marked, der præger aktiehandlen i Europa onsdag middag.

Mange investorer holder lidt igen med at tage nye postioner forud for torsdagens inflationstal fra USA og regnskaber fra en stribe amerikanske storbanker fredag.

Det brede europæiske Stoxx 600-indeks ligger ved 12.45-tiden 0,2 pct. lavere efter fald i sektorerne energi og basale råvarer.

I Paris, Tyskland og London ligger de ledende indeks mellem 0,1 og 0,3 pct. lavere, og i København er status for C25 et minus på 0,2 pct.

På børsen i London er der pres på aktien i supermarkedskæden J Sainsbury, som falder 5 pct. efter offentliggørelsen af salgstal for de 16 uger frem til 6. januar 2024.

Fødevaresalget voksede i perioden med 9,3 pct., mens salget af tøj omvendt bakkede 1,7 pct. Også salget af forbrugsgoder under mærket Argos gik tilbage.

I opdateringen fastholdt Sainsbury sin prognose for 2023/24, hvilket skuffer flere finanshuse, som havde set en opjustering være under opsejling.

Ligeledes i London stiger boligentreprenøren Persimmon derimod 3,2 pct. efter at have gjort status for salget, overleveringerne af nye huse og markedsudsigterne.

Finanshuset Citi konkluderer, at Persimmon har haft en "lidt stærk" afslutning af 2023, hvor boligentreprenøren samlet set nåede at færdiggøre 9922 boliger.

Det er godt nok et fald på 33 pct. i forhold til året forinden, men dog solidt over analytikerkonsensus indsamlet af Bloomberg News på 9313 samt over selskabets egen prognose på 9500.

Persimmon forventer, at markedsforholdene vil forblive "meget usikre" i løbet af 2024, især for førstegangskøbere samt med sandsynligheden for et valg.

Det pointeres dog også, at byggeomkostningerne fortsætter med at aftage, hvilket vil gavne færdiggørelser i 2024.

Opdateringen fra Persimmon smitter også positivt af på flere andre britiske boligbyggere, herunder på Barratt Developments og Crest Nicholson, der stiger 0,7-0,8 pct.

.\\˙ MarketWire

Flemming Thestrup Andersen

Tags:  Europa❯  Shares❯  Intraday❯