Europa/aktier: Optimismen vender tilbage med ro på Kina

Udgivet den 07-09-2015  |  kl. 12:35  |  

Der er generelt set positivt momentum på de europæiske aktiemarkeder mandag, hvor et fravær af dårlige nyheder fra Kina virker til at give optimisme hos investorerne.

Markederne generelt ligger i et svagt plus ved middagstid mandag, hvor det brede, fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks stiger 0,3 pct., mens der samtidig er mindre plusser i de store aktieindeks i Tyskland, Frankrig og Storbritannien.

Fremgangen skal muligvis ses i lyset af, at der muligvis er kommet mere ro på det kinesiske aktiemarked, som mandag genåbnede med moderate udsving efter to helligdage torsdag og fredag.

Blandt selskaberne er der stor fremgang til den schweiziske minekoncern Glencore, der mandag har meddelt, at det vil sælge aktiver og udstede nye aktier for 2,5 mia. dollar med henblik på at skære en tredjedel af gælden, som i øjeblikket lyder på 30 mia. dollar.

De meldinger kan investorerne tilsyneladende godt lide, for Glencore-aktien stiger hele 4,3 pct.

I det tyske er der også stor kursfremgang til råstofkoncernen K+S, der kan være tæt på at blive overtaget af canadiske Potash Corp. I hvert har canadierne - ifølge Bloomberg News - hyret Bank of America Merrill Lynch som rådgiver, og banken skal sammen med Morgan Stanley og Deutsche Bank hjælpe til med en overtagelse af det tyske selskab.

Tilføjelsen af Bank of America Merrill Lynch som rådgiver kommer efter, at Potash Corp. i sidste måned måtte se sit bud på 7,85 mia. euro blive afvist af K+S, der ikke fandt buddet værdiskabende for selskabets aktionærer. K+S-aktien stiger mandag 3,3 pct. på børsen i Frankfurt.

I samme genre har den britiske supermarkedskoncern Tesco solgt sine sydkoreanske forretning til MBK Partners for 4,23 mia. pund, svarende til 42,9 mia. kr. Pengene vil blive brugt til at nedbringe gæld, skriver selskabet i en meddelelse.

Investorerne virker til at tage frasalget relativt roligt. Tesco-aktien stiger 0,1 pct.

/ritzau/FINANS

Aske Muff +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk

Tags:  Europa❯  Aktier❯  Middag❯ 

Relaterede nyheder