Europa/lukning: Amerikansk rentenedsættelse gav aktieoptur - tysk indeks sendt i rekord

Udgivet den 19-09-2024  |  kl. 17:57  |  

Humøret var højt blandt de europæiske investorer torsdag, hvor en stor rentenedsættelse i USA sendte aktierne op.

- Vi kan lige nu ikke se en katalysator for fald, så vi nyder opturen, siger Steven Bell, der er cheføkonom hos Columbia Threadneedle, ifølge Bloomberg News.

Opturen betød også, at det tyske DAX-indeks for første gang steg til over 19.000 efter et plus på 1,5 pct.

Også det fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks jagtede rekord, men den blev ikke indfriet, og indekset endte 1,4 pct. højere i 521,59.

Det var særligt de cykliske aktier, som nyder godt af fremgang i økonomien, der blev sendt op torsdag. Det gjaldt blandt andet industri- og forbrugsaktier.

Netop to tyske aktier i de kategorier vandt frem torsdag, hvor tøjproducenten Hugo Boss steg 5 pct. Endnu bedre gik det for Kion Group, der producerer gaffeltrucks og driver varehuse, og som så aktien vinde 6,2 pct.

Omvendt var stemningen mere afdæmpet blandt de defensive aktier, som kan være forsyning, telesektoren samt medicinalselskaber.

Her dykkede energiselskabet RWE med 3,8 pct., mens teleselskabet Vodafone smed 2,6 pct.

I USA besluttede Federal Reserve onsdag at sænke renten med 50 basispoint. Efterfølgende lød det fra centralbankchef Jerome Powell, at man forventer at sænke med det tilsvarende, inden året er omme.

Det signalerede centralbankens prognose - det såkaldte dot-plot - der viste, at centralbanken forventer at sænke renten med i alt 100 basispoint i år. Holder prognosen stik, peger det med al sandsynlighed på nedsættelser på hver 25 basispoint i november og igen i december.

- Der er altid risiko for, at man begår en fejl, men det ved vi først senere. Overordnet set har det løftet de europæiske aktier tilbage til rekordniveauer, siger Raphael Thuin, der er chefstrateg hos Tikehau Capital, ifølge Bloomberg.

Det franske indeks, CAC 40, steg 2,2 pct., mens FTSE 100 i Storbritannien steg 0,9 pct.

.\\˙ MarketWire

Trine Vestergaard

Tags:  Europa❯  Market Close❯  Shares❯ 

Seneste nyheder

17:57 Europa/lukning: Amerikansk rentenedsættelse gav aktieoptur - tysk indeks sendt i rekord
17:50 Finansminister Yellen ser Feds rentenedsættelse som et positivt tegn
17:11 Torsdagens aktier: NKT endte i rekord efter amerikansk rentenedsættelse sendte indeks op
17:04 Torsdagens obligationer: Amerikansk rentenedsættelse gav skvulp og status quo i Danmark
16:53 Tysk ejendomsselskab på himmelflugt efter forbedret aftale fra moderselskab
15:58 Bavarians koppe- og mpoxvaccine bliver godkendt af EMA til unge
15:53 USA/åbning: Indeks sendes i rekord efter stor rentelettelse løfter risikolyst
15:51 Rentenedsættelser giver udsigt til øget potentiale for S&P 500-indekset spår BMO
15:44 Rockwools finansdirektør sælger aktier for 1,8 mio. kr.
15:08 Tyskland vil foretrække en børsnotering af forsyningsselskabet Uniper
14:54 Svenske SEB's finansdirektør træder tilbage
14:35 Amerikansk aktivitetsindeks overrasker positivt
14:33 USA: Færre nytilmeldte ledige end ventet
14:27 USA/tendens: Amerikanere byder op til aktiefest efter bekymringer er ryddet af vejen
14:12 Factset går grøn dag i møde efter opløftende regnskab
13:57 Mobileye indikeres 9 pct. højere efter Intel afviser salg af aktieandel
13:33 Europa/aktier: Amerikansk rentelettelse giver aktieoptur og sender tysk indeks i rekord
13:30 Bank of England holder som ventet renten i ro - pundet når højeste niveau i over to år
13:02 ALK ser stort potentiale i markedet for peanutallergi
11:46 Obligationer/middag: Let stigende rente efter stor amerikansk rentelettelse