Europa/lukning: Blodrød dag efter frygt for flere nedlukninger

Udgivet den 28-10-2020  |  kl. 17:49  |  

Aktiemarkederne i Europa stod onsdag malet i mørkerødt efter stigende coronasmittetal og rygter, om at Tyskland vil indføre nedlukninger af store dele af samfundet - blandt andet barer og restauranter - fra 2. november og en måned frem for at dæmme op for smitten.

Også den franske præsident, Emmanuel Macron, overvejer ifølge lokale medier muligheden for en national nedlukning fra torsdag.

Det sendte det fælleseuropæiske indeks Stoxx 600 ned med 3,1 pct., mens det tyske DAX-indeks faldt 4,2 pct. Også det franske CAC 40-indeks faldt stort med 3,4 pct. Det britiske FTSE 100-indeks dykkede 2,5 pct.

Blandt enkeltaktierne var der lidt tiltrængt pusterum til Deutsche Bank, der i tredje kvartal kunne melde om et nettooverskud på 182 mio. euro, hvilket klart overgik analytikernes forventninger om et underskud på 114 mio. euro. Her var det særligt bankens investeringsafdeling, der trak resultatet op.

Aktien kunne dog ikke trodse de røde markeder og lukkede med et fald på 2,2 pct. i 7,75 euro.

Der var også nyt til FLSmidth-investorerne, da den finske konkurrent Metso Outotec leverede et skuffende regnskab for tredje kvartal, der af Handelsbanken blev betegnet som "blødt på alle linjer". Banken fremhævede blandt andet, at ordreindgangen var 23 pct. under analytikernes forventninger og ordrebogen 13 pct. lavere end bankens estimat.

Det sendte aktien i dørken med et fald på 10,1 pct. til 5,90 euro.

/ritzau/FINANS

Christian Iversen Kielberg

Tags:  Europa❯  Market Close❯  Shares❯ 

Relaterede nyheder