Europa/lukning: Indeks i største endagsstigning siden 2008

Udgivet den 24-03-2020  |  kl. 18:13  |  

Der var massive stigninger på det europæiske aktiemarkeder tirsdag. De spejlede dermed tendensen i Asien og eftermiddagens massive stigninger på det amerikanske marked.

I Storbritannien steg aktierne 9,4 pct. målt på FTSE100-indesket, mens de ledende aktieindeks i Frankrig og Tyskland steg henholdsvis 8,4 pct. og 11,5 pct.

Det brede europæiske aktieindeks Stoxx 600 steg 7,5 pct. - den største endagsstigning siden november 2008.

Alle nitten sektorer i indekset endte i plus. Mest steg gruppen af forsikringsselskaber med 14,8 pct. Gruppen af olieselskaber og råvareselskaber steg også markant med mere end 14 pct. Gruppen af fødevareaktier steg mindst - 2,3 pct.

Den belgiske bryggerigigant AB Inbev, der konkurrerer med danske Carlsberg flere steder i verden, følger nu efter flere andre store selskaber og trækker sine forventninger til 2020 tilbage på grund af usikkerheden, som det globale udbrud af coronavirus har skabt.

Aktien steg 1,4 pct. til 40,40 euro på børsen i Bruxelles.

Lavprisflyselskabet Norwegian har nu sikret sig opbakning til at få del i første del af den redningspakke for flysektoren, som den norske stat annoncerede tidligere på ugen.

Betingelsen for, at Norwegian kunne få den første del af pakken, var, at kommercielle aktører var villige til at stille garanti for 10 pct. af beløbet på 300 mio. norske kr. - og det er nu lykkedes.

Aktien steg i Oslo med 0,2 pct. til 9,09 norske kr. Aktien er dog fortsat faldet 75 pct. i år.

/ritzau/FINANS

Claus Mikkelsen

Tags:  Europa❯  Market Close❯  Shares❯ 

Relaterede nyheder