Europa/lukning: Nye forventninger fra Osram trak Ams mod toppen

Udgivet den 16-09-2020  |  kl. 17:58  |  

Østrigske Ams var blandt vinderne onsdag, hvor de europæiske aktieindeks endte med at lukke mestendels i grønt. Undtagelsen var det britiske FTSE 100-indeks, som kunne lukke med et fald på 0,4 pct.

Det brede Stoxx 600-indeks lukkede med en stigning på 0,6 pct. til 373,13. I indekset var en af højdespringerne Ams, som er i gang med at opkøbe den tyske belysningskoncern Osram Licht.

Onsdag meddelte Osram, at selskabet opjusterer forventningerne til salgsvæksten og den justerede driftsmarginal. Baggrunden er et forbedret forretningsmiljø for blandt andet bilsektorkunderne i Kina og USA.

Osram venter nu et fald i den sammenlignelige salgsvækst på cirka 14 pct. mod tidligere ventet et fald på 15 til 19 pct. for regnskabsåret 2020, og den justerede EBITDA-margin ventes at lande på cirka 8 pct. mod tidligere ventet 3 til 6 pct.

Ams lukker med en stigning på 9,1 pct. på børsen i Schweiz.

Dagens helt store bundskraber i Stoxx 600-indekset var tyske Grenke, som endte i søgelyset efter anklager fra Viceroy Research om regnskabssvindel.

- Vi mener, Grenkes kreditvurdering vil falde til junk-kategorien, når svindlen kommer frem i lyset, lød det i en rapport fra Viceroy Research ifølge Bloomberg News.

Grenke skrev i en pressemeddelelse onsdag, at anklagerne er falske og ubegrundede.

Investorerne synes dog at have reageret på nyheden, og aktien lukkede med et fald på 40,2 pct. på den tyske børs.

/ritzau/FINANS

Frederik Kjærgaard Bonde

Tags:  Europa❯  Market Close❯  Shares❯ 

Relaterede nyheder