Europa/lukning: Sage Group sank til bunds på grøn ugeafslutning

Udgivet den 20-11-2020  |  kl. 17:47  |  

De europæiske aktiemarkeder var grønne over hele linjen fredag, hvor stigninger på op til 1,5 pct. til aktierne i detail- og energisektoren mere end opvejede bekymringerne for ny støtte til amerikansk økonomi.

Det britiske FTSE 100-indeks, det franske CAC 40-indeks og det tyske DAX-indeks vandt frem med op til 0,4 pct. Det paneuropæiske Stoxx 600-indeks viste samme takter og steg næsten 0,5 pct.

Den amerikanske finansminister, Steven Mnuchin, sagde torsdag aften, at flere af pandemi-låneprogrammerne fra Federal Reserve skal stoppe den 31. december, hvilket har skabt splid mellem Trump-administrationen og centralbanken.

- De europæiske markeder er blevet en smule udmattede af 2020. Yderligere værdistigning vil kun ske, når der kommer flere midler ind på markederne eller gennem økonomisk stimuli, siger Keith Temperton, handler ved Forte Securities, til Reuters.

Thyssenkrup tog revanche med en stigning på 3,7 pct., efter at aktien var på nedtur de seneste tre dage. Torsdag blev aktien sendt ned efter nyheden om, at industrikæmpen vil sløjfe 11.000 stillinger ud af omkring 103.500 i selskabet.

Anderledes gik det for softwareselskabet Sage Group, som faldt med hele 13,4 pct. på børsen i London.

Faldet skete i kølvandet på meldingen om, at selskabet venter en vækst i omsætningen fra eksisterende abonnenter på mellem 3 og 5 pct. i 2021, hvilket er mindre end væksten i det igangværende regnskabsår.

/ritzau/FINANS

Charlotte Mackeprang

Tags:  Europa❯  Market Close❯  Shares❯ 

Relaterede nyheder