Europa/lukning: Schweizisk i top og bund - Temenos renset for spekulantanklager

Udgivet den 15-04-2024  |  kl. 17:54  |  

Den schweiziske finanssoftwarekoncern Temenos var mandag den helt store vinder, efter at en gennemgang af selskabets praksisser affejede anklager fra hedgefonden og shortselleren Hindenburg Research.

Det brede fælleseuropæiske aktieindeks gik mandag frem med 0,1 pct., efter at frygten for en eskalering i Mellemøsten efter weekendens angreb mod Israel lettede en anelse.

Irans angreb mod Israel fandt sted natten til søndag, men uden at forårsage større skader.

Klart i toppen endte schweiziske Temenos med et plus på 19,5 pct. til 73,40 schweizerfranc på børsen i Zürich.

Kursstigningen fulgte konklusionen af en uvildig undersøgelse af selskabets praksis, efter at Hindenburg Research havde anklaget Temenos for at være "upræcis og vildledende".

Anklagerne affejes i den offentliggjorte undersøgelse.

- Hindenburg frembragte en række upræcise og misledende anklager mod Temenos og selskabets bogføring, produkter og kundeforhold, står der ifølge Bloomberg News i den uvildige undersøgelse.

"Fakta" frembragt om Temenos af hedgefonden var endvidere frembragt "i en fordrejet udgave eller ude af kontekst", oplyses det.

Temenos var anklaget for at have manipuleret sine regnskaber.

Nederst i Stoxx 600 endte computerudstyrsproducenten Logitech efter en sænket anbefaling til negativt territorium hos Morgan Stanley, der spår en opbremsning i væksten.

Aktien faldt 6,4 pct. til 74,64 schweizerfranc på børsen i Zürich.

Med i spidsen endte den italienske NKT-konkurrent Prysmian efter opkøbet af amerikanske Encore Wire Corp for 3,9 mia. euro, svarende til 29 mia. kr.

Aktien steg 4,5 pct. til 50,70 euro på børsen i Milano.

.\\˙ MarketWire

Morten Frederik Heltoft

Tags:  Europa❯  Market Close❯  Shares❯