Europa/lukning: Tullow Oil gjorde comeback i blandede markeder

Udgivet den 16-01-2020  |  kl. 17:49  |  

De ledende aktieindeks i Europa bølgede frem og tilbage i løbet af torsdagen, hvor investorerne tilsyneladende havde svært ved af finde ud af, hvilket ben de skulle stå på.

Torsdag bakkede det britiske FTSE 100-indeks 0,4 pct., det franske CAC 40-indeks steg omvendt 0,1 pct., og det tyske DAX-indeks sluttede uændret. Det fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks sluttede desuden torsdag med en stigning på 0,2 pct.

Pearson, der leverer undervisningsmateriale til skoleelever, dykkede 8,9 pct. på børsen i London, efter at selskabet offentliggjorde skuffende forventninger for 2020.

Resultaterne i 2019 landede ifølge selskabet selv stort set på linje med forventningerne, men Pearson oplevede fortsat udfordringer i USA.

Ifølge Bloomberg News faldt efterspørgslen efter lærebøger til college-elever i USA sidste år, da de studerende i højere grad bruger lærebøger online eller lejer materialerne.

Det førte til en salgsnedgang i salget af lærebøger- og materialer rettet mod højere uddannelsesinstitutioner i USA med 12 pct.

Samtidig fortalte Pearson, at selskabets finansdirektør, Coram Williams, vil forlade selskabet senere på året, da han har fået tilbudt en lignende stilling hos et andet selskab.

Schweiziske Geberit, der blandt andet leverer rør og samlinger til badeværelser, blev også sendt 4,9 pct. ned på børsen torsdag.

I årets fjerde kvartal voksede selskabets organiske salg med 1,9 pct., og især en stærk salgsvækst i Østeuropa og Italien bidrog til væksten.

Samlet kunne Geberit for kvartalet fremvise et salg for 702 mio. schweizerfranc - svarende til 4,8 mia. kr.

Det var dog mindre, end markedet havde ventet, da et estimat indsamlet af Refinitiv lød på en omsætning på 713 mio. schweizerfranc ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Det gik omvendt en del bedre for Tullow Oil, der endte dagen med en stigning på 11,1 pct. Dermed udviskede aktien en del af onsdagens store kursdyk på 15,7 pct.

/ritzau/FINANS

Cecilie Veile

Tags:  Europa❯  Market Close❯  Shares❯ 

Relaterede nyheder