Europa/middag: Ambu tager bundplacering i positivt marked

Udgivet den 12-05-2021  |  kl. 12:45  |  

Danske Ambu indtager en absolut bundplacering i det brede europæiske Stoxx 600-indeks onsdag middag med et fald på 16,5 pct.

Det er et skuffende regnskab for første kvartal, der sender den danske aktie ned i kulkælderen.

Modsat går det for britiske UDG Healthhcare, der er konsulenter for medicinalbranchen, der stiger med 21,3 pct. til 1020 pence, efter Clayton, Dubilier & Rice har har købt selskabet for 2,61 mia. pund.

Aktionærerne vil få 1.023 pence per aktie, hvilket er 22 pct. mere end lukkekursen den 11. maj.

Det er det største opkøb af et medicinalselskab på børsen i London siden 2018.

Samlet stiger Stoxx 600-indekset med 0,2 pct.

Fokus overordnet set er på eftermiddagens inflationstal for april fra USA. Kerneforbrugerpriserne ventes at lande på 2,3 pct. i forhold til for et år, da april sidste år kun var på 1,4 pct. på grund af coronapandemien:

- Vi forventer, at markedet er klar over det faktum og derfor har positioneret sig til det. Vi kommer ikke til at få noget klart svar på, om stigningen i inflationen er forbigående, som Federal Reserve siger, eller om det er noget mere vedvarende, hvilket markedet er bekymret for, siger Marija Veitmane, strateg i State Street Global Markets, til Reuters.

Udover nøgletal er der regnskabsnyt fra den tyske kemikæmpe Bayer, der klarede sig bedre end ventet gennem de første tre måneder af 2021 målt på driften. Det justerede driftsresultat før af- og nedskrivninger endte på 4,12 mia. euro mod ventede 3,88 mia. euro ifølge et estimat fra Bloomberg News.

Bayer stiger 4 pct. midt på handelsdagen onsdag.

Også den tyske finanskoncern Allianz, hvis primære forretning er forsikringer, er kommet bedre ud af første kvartal end ventet målt på driften. Driftsresultatet landede i kvartalet på 3,34 mia. euro mod ventet 3,08 mia. euro.

Aktien stiger 0,4 pct.

Og teleudbyderen Deutsche Telekom hæver i sit regnskab forventningerne til 2021, efter at årets første kvartal har budt på fremgang på både top- og bundlinje. Aktien går 2,8 pct. frem onsdag middag.

/ritzau/FINANS

Charlotte Mackeprang

Tags:  Europa❯  Shares❯  Intraday❯ 

Relaterede nyheder