Europa/middag: Rejseaktier falder tungt efter aflysninger

Udgivet den 29-05-2020  |  kl. 13:16  |  

De europæiske aktiemarkeder er hovedsageligt røde fredag eftermiddag, hvor der er pres på blandt andet rejsesektoren.

Rejsekæmpen Tui har aflyst alle pakkerejser for sine britiske kunder frem til juli og også enkelte destinationer helt frem til november, skriver Bloomberg News.

Det koster selskabet et fald på 11 pct. - den største nedtur blandt aktierne i Stoxx Europa 600-indekset. Også krydstogtselskabet Carnival er på hælene og falder 8,1 pct. Det er tredjestørste fald i Stoxx 600.

Ligeledes britiske Rolls Royce kiler sig ind imellem de to rejseaktier med et fald på 9,4 pct. Kreditvurderingsbureauet S&P har sænket sin vurdering af Rolls Royce til "BB", eller "junk".

Statussen øger typisk et selskabs låneomkostninger og gør, at nogle långivere ikke vil låne penge ud til selskabet. Nedjusteringen er ifølge mediet endnu et slag til Rolls-Royces forsøg på at genoplive indtjeningen.

Jetmotor-producenten er hårdt ramt af udbruddet af coronavirus, som har ramt efterspørgslen på selskabets produkter.

Blandt vinderne fredag er blandt andet danske Ambu, der ligger til en gevinst på 5 pct. til 224,70 kr. Der er ikke nyt ude, ud over at Ambus vægt er blevet øget i MSCI-indekset.

I Frankrig falder Renault med 6 pct. Selskabet har lagt en spareplan frem, hvor det vil eliminere tæt på 15.000 job på verdensplan og nedbringe produktionsomkostningerne med en femtedel.

Markedet venter nu på nyt fra den amerikanske præsident, Donald Trump, der har varslet et svar på Kinas beslutning om at indføre en ny sikkerhedslov for Hongkong. I markedet frygtes det, at Trump vil eskalere handelsstridighederne med Kina ved at fratage Hongkong nogle af de særlige privilegier, bystaten nyder i amerikansk lovgivning på blandt andet handelsområdet.

/ritzau/FINANS

Jakob Dalskov

Tags:  Europa❯  Shares❯  Intraday❯ 

Relaterede nyheder