Europa/middag: Rejseaktier presses efter britisk rejseudmelding

Udgivet den 14-08-2020  |  kl. 12:24  |  

Der er pres på de europæiske luftfarts- og rejseselskaber i fredagens handel, efter at Storbritannien har besluttet at indføre en 14-dages karantæne for rejsende, der vender tilbage til de britiske øer fra flere lande heriblandt Frankrig, Holland og Malta.

Den nyhed sender selskaber som Easyjet, IAG, TUI og Ryanair under pres, på en dag hvor stemningen i forvejen er negativ.

Det brede europæiske Stoxx 600-indeks falder med 1,5 pct., mens de tre ledende europæiske indeks - det tyske, det franske og det britiske - falder med mellem 1,2 pct. og 2,1 pct.

Det britiske udenrigsministerium har fredag meddelt, at det nu fraråder alle unødvendige rejser til blandt andet Frankrig, Holland og Malta.

Det britiske lavprisluftfartsselskab EasyJet falder i middagshandlen fredag 6,6 pct.

Britiske IAG, der ejer British Airway, taber 6,4 pct. Tyske TUI dykker med 5,5 pct., og Ryanair falder 4,8 pct.

Torsdag føjede det danske udenrigsministerium Belgien og Malta til listen over lande, hvor det frarådes at rejse til, hvis det ikke er nødvendigt. I forvejen er blandt andet Spanien også på den liste.

Også krydstogtselskabet Carnival er fredag kommet under pres. Aktien falder med 4 pct. på børsen i London.

Allerøverst i Stoxx 600-indekset huserer svenske Sinch, der er en telekommunikationsplatform med hovedkontor i den svenske hovedstad, med en stigning på 3,8 pct.

Umiddelbart sker stigningen uden bagvedliggende nyt.

/ritzau/FINANS

Nicoline Lärka Sørensen

Tags:  Europa❯  Shares❯  Intraday❯ 

Relaterede nyheder