Eurozonens økonomi skrumper i tredje kvartal - det kommer ikke som en overraskelse
Økonomien i eurozonen skrumper i tredje kvartal, og det kommer ikke som en overraskelse, når man ser på andre indikatorer for økonomien.
Det vurderer Jeppe Juul Borre, der er cheføkonom i Arbejdernes Landsbank.
- Erhvervstilliden ligger meget svagt til, og der har været rigeligt med modvind i form af højere priser og stigende renter. Økonomien i eurozonen har stået mere eller mindre stille i et år, og det er dybest set fint klaret i lyset af den stride modvind, skriver Jeppe Juul Borre i en kommentar.
Dugfriske tal fra Eurostat viser, at bruttonationalprodukt, BNP, i eurozonen gik tilbage med 0,1 pct. i tredje kvartal. I andet kvartal steg væksten 0,1 pct., og størrelsen på økonomien er uændret i forhold til for et år siden.
Jeppe Juul Borre forventer også, at økonomien vil fortsætte med at skrumpe i det indeværende kvartal.
Det vil betyde, at eurozonen er i teknisk recession.
- Recession kan sagtens vente lige rundt om hjørnet for euroområdet, fordi vi endnu ikke har fået det fulde gennemslag af de kraftige rentestigninger, som rammer økonomien med en vis forsinkelse, skriver Kristian Skriver, der er seniorøkonom i Dansk Erhverv.
Siden sommeren 2022 er renten blevet hævet 10 gange og ligger nu på 4 pct. fra rekordlave minus 0,5 pct.
- Det er yderst sjældent, at pengepolitikken bliver strammet så markant på så kort tid. Derfor har Den Europæiske Centralbank stort set ingen erfaringer at trække på, skriver Kristian Skriver.
Den Europæiske Centralbank vil ifølge Jeppe Juul Borre tage notits af svaghedstegnene i økonomien.
- Sat på spidsen er det som sådan kærkomment for centralbanken med mere ro på økonomien og en svækket efterspørgsel, da det vil lette presset på inflationen fremadrettet. Det har været hele målet med at stramme pengepolitikken, skriver Jeppe Juul Borre.
Senest er inflationen faldet til 2,4 pct., efter at den toppede på mere end 10 pct.
.\\˙ MarketWire
Tags: macro❯ Eurozonen❯
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1189
- næste ›