Fed-direktør tilfreds med renteprognose - inflation har været for lav

Udgivet den 18-12-2019  |  kl. 23:26  |  

Charles Evans, som er direktør for Federal Reserves afdeling i Chicago, er godt tilfreds med centralbankens egen prognose for en uændret rente i 2020, og han ønsker at lade inflationen stige forbi bankens mål, for prisstigningerne har været for lave.

- Jeg kan ikke se nogen grund til, at vi skulle have brug for en mere restriktiv pengepolitik, sagde Charles Evans til journalister i forbindelse med et arrangement i Indianapolis, ifølge Bloomberg News.

Centralbanken har et mål om en "symmetrisk" inflationstakt på 2,0 pct. om året. Definitionen af "symmetrisk" er tidligere blevet forklaret som at lade inflationen overstige de 2,0 pct. i en periode - når nu den længe har ligget under målet.

- Hvis vi kom op til 2,5 pct., tror jeg, det ville styrke perspektivet om, at målet faktisk er symmetrisk. Det er vigtigt, at vi overskyder på dette tidspunkt i den økonomiske cyklus.

Evans ønsker, at prisstigningstakten med sikkerhed bevæger sig op mod målet, og derfor tjener den nu lempeligere pengepolitik det formål.

- Jeg er personligt bekymret for, at inflationen har været for lav, sagde han.

Federal Reserve vendte efter ni rentesænkninger fra december 2015 til december 2018 rundt i år og sænkede renten tre gange - i juli, i september og i oktober. Her i december holdt banken dog renten i ro, og dens dot-plot-diagram, hvor de individuelle bankchefers renteforventninger skrives ind, indikerede en uændret rente gennem hele 2020, inden der er lagt op til en højere rente igen i 2021.

Med en nedtrapning af handelskrigen mellem Kina og USA, efter sidste uges delvise handelsaftale, er der måske heller ikke behov for at imødegå risici med forsikringsrentesænkninger, som de tre i år er blevet betegnet.

- Jeg forudser ikke et behov for mere risikohåndtering fra det niveau, vi er ved.

/ritzau/FINANS

Sten Blindkilde

Tags:  macro❯  USA❯ 

Seneste nyheder