FINANSLOV 2000: DF ser frem til konstruktive og positive forhandlinger om finansloven

Udgivet den 31-08-1999  |  kl. 13:16  |  

København--31. august--NetPosten--Dansk Folkeparti ser intet i finanslovsforslag 2000, som skulle hindre, at partiet tager aktivt del i efterårets forhandlinger. Regeringen skal derfor vide, at DF er rede til at gå konstruktivt og positivt ind i forhandlingerne. Dette tilsagn gælder også, såfremt det hele ender i et kludetæppeforlig.

Det siger Dansk Folkepartis finansordfører, Kristian Thulesen Dahl, som med interesse noterer, at regeringen arbejder på gennemførelsen af et folkesundhedsprogram.

- For Dansk Folkeparti vil der i forhandlingerne være to hovedhjørnestene: Først og fremmest bør der indgåes et holdbart og langsigtet politiforlig. Vi ønsker i den forbindelse afsat flere penge til et mere synligt politi. Dernæst skal de ældre have en omsorgsgaranti, som blandt andet betyder, at der skal være de egnede boliger til ældre, der er behov for, siger Kristian Thulesen Dahl. I praksis vil det betyde, at der skal bygges flere plejehjem.

- Dansk Folkeparti vil ligeledes presse på for at få gjort flere statsselskaber klar til salg. Provenuet fra dette salg skal finansiere gældsafdrag og senere føre til skattelempelser.

- Den offentlige gæld er stadig alt for stor, og repræsenterer stadig cirka 100.000 kroner pr. dansker, siger Kristian Thulesen Dahl. Derfor er der behov for overskud på de offentlige budgetter, hvilket jeg med tilfredshed har noteret, at regeringen selv indser. Et væsentligt problem er, at der er 845.000 i den erhvervsaktive alder, der modtager overførselsindkomster fra det offentlige. Tallet må og skal ned. Det er jo sådan, at næsten halvdelen af de statslige udgifter går til overførselsindkomster, og der er ikke tegn på, at dette tal vil blive mindre, al den stund antallet af ældre vil stige markant i de kommende år. Renterne på den offentlige gæld er stadig kolossale. I 2000 er renteudgiften knapt 48 milliarder kroner, hvilket svarer til 12 procent af statens samlede udgifter.

- Det er kendetegnende for finanslovsforslaget, at en stadig større del af skattebyrden flyttes fra personskatterne og over til grønne afgifter og arbejdsmarkedsbidrag. De grønne afgifter indbringer nu 16,3 procent af statens samlede indtægter. Regeringen har tidligere lovet fuld tilbageførsel af disse afgifter, hvilket desværre ikke sker. På samme måde er det gået med arbejdsmarkedsbidraget.

Kristian Thulesen Dahl siger afsluttende, at han finder, at regeringens ambitionsniveau stadig er alt for lavt.

- Der er mange kønne ord om, hvad regeringen vil, men meget lidt om, hvordan tingene rent praktisk skal gennemføres. Man kan jo så håbe på, at dette vil blive uddybet i statsministerens åbningstale.

Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder