Find den billigste benzin på Internettet

Udgivet den 09-05-2000  |  kl. 08:47  |  

København--9. maj--NetPosten--Nu bliver det lettere at finde frem til den billigste benzin. Fra mandag offentliggør Forbrugerinformationen nemlig landets benzinpriser på hjemmesiden www.if.dk, skriver Forbrugerinformation i en pressemeddelelse.

Initiativet kommer efter at en undersøgelse som Konkurrencestyrelsen netop har offentliggjort viser, at det kun er discountselskaberne der står for den eneste reelle priskonkurrence. De store danske olieselskabers benzinpriser er således fuldstændig ens.

- Langt de fleste forbrugere betaler ikke den pris, som tankstationerne skilter med. Næsten alle får en eller anden form for rabat. Men de mange forskellige typer rabatter er med til at gøre det umuligt at finde rundt i priserne på benzinmarkedet. Siger sekretariatschef i Forbrugerinformation, Christine Antorini, der håber at offentliggørelsen af benzinpriserne på Internettet vil skabe mere reel konkurrence på prisen.

Udgivet af: NPinvestordk