Fitness World måske på vej på fondsbørsen

Udgivet den 22-05-2019  |  kl. 23:52  |  

Fitness World skal snart have nye ejere, da kapitalfonden FSN har indledt opgaven med at sælge sine aktier. En mulighed kan blive en børsnotering i København til efteråret.

Det erfarer Berlingske.

FSN overtog i 2015 Fitness World for 2,5 mia. kr. fra stifteren Henrik Rossing, der endnu ejer en mindre aktiepost i selskabet, og kapitalfonden har ifølge Berlingskes oplysninger hyret den amerikanske investeringsbank Harris Williams til at bistå sig i salget, som ventes at kunne indbringe ejerne en fordobling. Banken har tidligere erfaring med salg af netop fitnesskæder.

I første omgang er opgaven at finde en køber i form af en anden kapitalfond eller en større fitnesskæde, men en børsnotering kan blive et sidste alternativ.

Siden overtagelsen i 2015 har også Kirkbi købt sig ind i ejerskabet af Fitness World. Faktisk har Lego-pengetanken en majoritet på 64 pct., men den bestemmende indflydelse beholdt FSN i forbindelse med aktiesalget.

FSN har ingen kommentarer til Berlingskes oplysninger.

/ritzau/FINANS

Sten Blindkilde

Tags:  Danmark❯  Shares❯