Flere danskere køber hus på landet

Udgivet den 28-11-2019  |  kl. 06:00  |  
Huse på landet. Foto: Boligsiden.dk

Der er igennem de seneste år blevet solgt flere villaer og rækkehuse på landet, viser nye tal fra Boligsiden. Foto: Boligsiden.

Et liv på landet med udsigt til de åbne vidder. Fred og ro. Ingen støj. Masser af natur og frisk luft i ansigtet. Det er nogle af de kvaliteter, som et hus på landet har at byde på sammenlignet med et byhus.

Og den slags fortrin er der tilsyneladende flere og flere, som der gerne vil flytte for. I hvert fald er der igennem de seneste år sket en stigning i antallet af solgte huse i landzone. Det fremgår af en ny opgørelse, som Boligsiden har lavet.

For at undersøge udviklingen har Boligsiden set på hussalget i de første tre kvartaler i årene 2012-2015. Herefter er resultatet for denne periode sammenlignet med antal solgte huse i de første tre kvartaler i årene 2016-2019.

Heraf fremgår det, at der på landsplan er sket en stigning på 60 procent i salget af huse på landet.

"Priserne i byerne har efterhånden nået et niveau, hvor alle ikke længere kan være med. Så er man på udkig efter et hus, kan det være fristende at tage skridtet fuldt ud og flytte ud på landet, hvor man får mere plads og samtidig også får naturen med i købet, når man alligevel flytter væk fra byen," siger Birgit Daetz, der er boligøkonom og kommunikationsdirektør hos Boligsiden.

Klar adskillelse mellem by og land

Danmark er efter Planloven inddelt i tre zoner. Der er således tale om byzoner, sommerhusområde og landzone. Hensigten med denne inddeling har været at skabe en klar opdeling mellem byerne og det åbne land, så man sikrer, at der ikke uden tilladelse bliver bygget huse og øvrige anlæg i det åbne landskab.

I praksis dækker landzonen det åbne land samt en stor del af de små landsbyer. Og køber man hus i dette område, skal man være opmærksom på, at man som udgangspunkt skal have en landzonetilladelse fra kommunen, hvis man ønsker at bygge nyt, lave udstykninger eller ændre i den måde, man bruger sine bygninger og arealer på.

Der sælges stadig flest huse i byzone

Det behøver dog ikke være en hindring for et huskøb, og tilsyneladende har det heller ikke sat en stopper for salget af husene på landet.

Ser vi nærmere på de konkrete tal i Boligsidens opgørelse, blev der i løbet af de første tre kvartaler i årene 2012-2015 samlet solgt 12.578 huse i landzone. I samme periode i årene 2016-2019 er der solgt 20.158 huse i landzone, hvilket svarer til en stigning på 60 procent.

Dermed er hussalget i landzone procentvis steget mere, end det er tilfældet i byzonerne. Her er der i de to perioder solgt henholdsvis 73.098 huse i 2012-2015 og efterfølgende 108.522 huse i 2016-2019, hvilket svarer til en stigning på 48 procent.

Husene bliver solgt hurtigere

"Hvis vi ser lidt tilbage i tiden, skete der en stigning i antallet af huse til salg på landet i årene frem mod 2012, imens husene i byzonerne holdt niveau. Samtidig steg salgstiden for husene på landet, og det blev generelt sværere at få solgt sit hus her. Men nu ser vi altså, at der igen er stigende handelsaktivitet på denne del af markedet," siger Birgit Daetz og tilføjer:

"Konkret kan vi se, at salgstiden i landzone i 2012-2015 lå på 264 dage, og i perioden 2016-2019 er den faldet til 238 dage. Det vidner om øget efterspørgsel, hvilket også kan ses i handelstallene."

Flere flexboliger

I takt med det stigende hussalg i landzoner er hussalget samtidig steget i byzonerne. Men hvis vi ser på, hvor i landet forskellen mellem fremgangen i byerne og på landet er størst, er det i kommuner som Struer, Kalundborg og Slagelse.

Den øgede interesse for et hus på landet kan også hænge sammen med flexboligordningen. For hvis et hus får flexboligtilladelse betyder det, at bopælspligten ophæves, og at man kan anvende huset både som almindelig villa og som sommerhus.

"Opsvinget i dansk økonomi, de lave renter og en generel høj beskæftigelse gør, at flere danskere har ekstra råderum i deres økonomi, og flexboligordningen muliggør, at man kan købe et hus på landet og bruge det som et sommerhus," forklarer Birgit Daetz.

Og ser vi på de aktuelt udbudte boliger, er der flere huse til salg i eksempelvis Kalundborg Kommune, hvor det i salgsmaterialet fremhæves, at der er mulighed for at søge om tilladelse til flexbolig.

De fem kommuner med den største forskel mellem salg af huse i byzone og landzone:

Kommune Ændring i byzone Ændring i landzone
(2012-2015 vs. 2016-2019) (2012-2015 vs. 2016-2019)
Struer 55% 118%
Kalundborg 62% 113%
Slagelse 67% 106%
Thisted 55% 95%
Odsherred 61% 91%
Hele landet 48% 60%

(Opgørelsen dækker villaer og rækkehuse, og den er lavet ved at se på antal solgte huse i henholdsvis by- og landzoner i de første tre kvartaler i årene 2012-2015 samt de første tre kvartaler i årene 2016-2019. Herefter er de to perioder sammenlignet, hvorved den procentvise ændring i henholdsvis by- og landzone er beregnet. Kilde: Boligsiden.)

Udgivet af: Boligsiden

Tags:  Bolig❯ 

Seneste nyheder

17:48 Europa/lukning: Bekymringer om kinesisk vækst og Trumps toldmure pressede humøret i bund
17:05 Fredagens aktier: GN, Ambu og Zealand i C25-top - banker faldt på udsigt til lavere renter
17:01 Tesla-aktionærer har tjent 237 mia. dollar siden valgsejr til Trump
17:00 Fredagens obligationer: Rentefald på bagkant af amerikansk rentenedsættelse
15:38 USA/åbning: Nvidia i rekordridt sammen med S&P 500 og Nasdaq
15:02 Skako nedjusterer til 2024 gundet lav aktivitet i bil- og bygge/anlægsindustrien
14:19 Zealand får opmærksomehd fra amerikansk finanshus
13:53 Chemometecs næstformand og topchef køber aktier
13:51 USA/tendens: Pause efter Trump-rally og rentenedsættelse - Nvidia er verdens største
13:44 Djurslands Bank leverer hidtil største overskud over ni måneder
12:50 Europa/aktier: Luksusaktier under pres fra Kina - forsat mismod efter amerikansk valg
11:50 Obligationer/middag: Rentefald frem mod amerikanske nøgletal
11:46 Huscompagniets topchef om udsigterne: Vi ser ind i et bedre marked nu
11:43 Aktier/middag: GN og Zealand op på analysenyt - banker tynges af udsigt til lavere renter
10:50 GN får købsanbefaling hos Jyske Bank efter store kursfald
10:18 Zealand Pharma løftes til "hold": Danske Bank afventer nyt om Novos arvtager
09:54 Kina præsenterer nyt tiltag til at pumpe liv i svækket økonomi
09:50 Zealand sidder med stort potentiale på hånden: JPMorgan indleder med "overvægt"
09:37 Chemometec får smilene frem hos investorerne efter regnskab
09:27 Sony opjusterer efter stærkt musik- og spilsalg