Flotte afkast skaber massiv formuevækst hos Henton Børs

Udgivet den 14-03-2005  |  kl. 10:14  |  

Det privatejede Henton Børsmæglerselskab i Silkeborg var blandt de få formueforvaltere, som troede på et fortsat rentefald i andet halvår af 2004, og den holdning har været guld værd. Selskabets mange porteføljekunder er nemlig blevet belønnet med et afkast på danske obligationer pænt over det, som storbankerne har præsteret.

De gode præstationer på obligationsmarkedet har været en medvirkende årsag til, at Henton Børsmæglerselskab har oplevet en stor tilgang af kunder, som har fravalgt nogle af de større formueforvaltere.

På blot et halvt år er den obligationsformue, som Henton Børsmæglerselskab har under forvaltning, derfor vokset med cirka 700 mio. kr., så den nu har passeret 3,2 mia. kr.

- Det er en stor fornøjelse at konstatere, at vi kan generere et afkast, der slår konkurrenterne. Men det er lige så tilfredsstillende, at vi samtidig har styr på risikoen, siger Per Gramstrup, adm. direktør, Henton Børsmæglerselskab.

Henton Børsmæglerselskabs investeringsfilosofi adskiller sig fra andres ved kort fortalt at være trend-orienteret frem for benchmark-orienteret. I bund og grund går det ud på at finde ud af, hvornår trenden er op eller ned på markedet, og så justere porteføljen efter disse signaler.

Det basale i strategien er at aflæse psykologien i markedet og identificere trenden. Til at afkode markedspsykologien anvendes teknisk analyse, en disciplin, som Henton Børsmæglerselskab er blandt de førende i.

- En af vores store styrker er netop, at vi nu har fulgt den samme strategi gennem 12 år. Det er en velafprøvet strategi, som har givet gode afkast samtidig med, at vi har styr på risikoen. Og netop risikostyring er noget, kunderne sætter mindst lige så højt som det at få et godt afkast, siger Per Gramstrup.

Udgivet af: NPinvestordk