FLS får iransk ordre til værdi af i alt 108 mio kr
F.L.Smidth har vundet en ordre på en modernisering og udvidelse af en cement-produktionslinje ved byen Kermanshar, ca. 450 km. sydvest for Irans hovedstad Teheran. Kunden er Gharb Cement Industries, et selskab i Fars & Khuzestan Cement Co. Gruppen, som er Irans største cementproducent.
Den samlede kontraktværdi er på 14,6 mio. euro svarende til 108 mio. kr., oplyser FLS.
Gharb cementfabrik vil efter moderniseringen og udvidelsen fordoble sin produktionskapacitet til 4000 tons cement pr. døgn. Maskiner og udstyr leveres af F.L.Smidth i løbet af de kommende 24 måneder. Produktionslinjen forventes sat i drift i november 2005.
Ordren omfatter opgradering af råmaterialelager, en ny ATOX råmølle med hjælpeudstyr, en UMS cementmølle med hjælpeudstyr og opgradering af det eksisterende ovnsystem herunder installation af en SF Cross-Bar køler.
Inklusive i den samlede kontraktsum er endvidere leverancer fra F.L.Smidth Automation og F.L.Smidth Airtech, der skal forestå henholdsvis en modernisering af fabrikkens eksisterende styresystemer samt levering af nye elektrofiltre.
Ordren afspejler det gode samarbejde F.L.Smidth Gruppen har med den Iranske cementindustri - et samarbejde som strækker sig over mere end 70 år. Det er således den fjerde større ordre fra Iran i år, hvor F.L.Smidth Gruppen i indeværende år har opnået ordrer for i alt godt 900 mio. kr.
Ordren vil ikke påvirke FLS Koncernens tidligere udmeldte resultatforventninger for indeværende år, men bidrage positivt til indtjeningen i 2004 og 2005.