Forbrugerstyrelsen undersøger BG's salgsmetoder
København--14. november--NetPosten--BG Bank er kommet i Forbrugerstyrelsens søgelys, efter at flere kunder har klaget over bankens aggressive markedsføringsstrategi. Det gælder særligt bankens massive fremstød for den nye slagvare Plus-Klubben, der henvender sig til børn og unge, skriver Jyllands-Posten.
I salgsbreve til mindreårige kunder har banken reklameret for klubben med vendinger som "et rigtigt godt tilbud", og samtidig er kunderne blevet anmodet om selv at ringe til banken, hvis de ikke ønsker at modtage bankens reklamemateriale. Direktør Søren Kaare Andersen, BG Bank, beklager, at nogle har følt sig generet af henvendelsen, men peger på, at brevene er blevet sendt ud, fordi loven påbyder, at man i ordentlig tid skal gøre kunderne opmærksomme på, at der er et markedsføringsfremstød på vej.
Også BG Banks voksne kunder bliver for tiden bombarderet med tilbud om lån og klubmedlemskaber. Et tilbud lyder bl.a. på, at kunderne kan låne op til 15.000 kr. til at finansiere juleindkøbene, men banken oplyser ikke prisen på lånet. Dette er umiddelbart i strid med kreditaftaleloven. Direktør John Poulsen, BG Finans, erkender, at prisoplysningerne burde være bedre.