Foreløbige resultater for 2023 og finansielle forventninger til 2024
Selskabsmeddelelse nr. 1-2024
26. februar 2024
North Media offentliggør foreløbige og ureviderede finansielle resultater for 2023, som var i overensstemmelse med de senest udmeldte forventninger fra den 1. november 2023.
Mio. kr. | 2023 | Seneste forventninger |
Omsætning | 949 | 940 - 960 |
EBITDA | 177 | - |
Primært driftsresultat (EBIT) | 150 | 145 - 160 |
I Last Mile (FK Distribution) faldt omsætningen 6%, drevet af konsolidering af dagligvarebranchen, fortsat høje papirpriser og et faldende annoncesalg i lokalaviserne. Det primært strukturelle volumenfald var, som ventet, lavere i 2. halvår 2023 og blev for helåret 10%. Driftsresultatet (EBIT) blev 154 mio. kr., hvor lavere distributions-, logistik- og kapacitetsomkostninger ikke kunne opveje den lavere omsætning. Overskudsgraden blev 19,6%.
Digital Services leverede 4% vækst i omsætningen, løftet af BoligPortal, der for første gang leverede over 100 mio. kr. i omsætning på grund af øgede annonceindtægter fra udlejere. Omsætningen faldt i både Ofir og Bekey. Driftsresultatet (EBIT) blev 10,4 mio. kr., hvor tilbagegangen i Ofir og Bekey ikke kunne opvejes af den positive udvikling i BoligPortal. Overskudsgraden blev 6,3%.
Koncernens driftsresultat (EBIT) var desuden påvirket af øgede ikke-fordelte omkostninger, primært relateret til det strategiske opkøb af SDR Svensk Direktreklam AB ultimo 2023.
Baseret på årets resultat og målet om at udbetale et årligt, stabilt og attraktivt udbytte indstiller bestyrelsen, at der udbetales 4 kr. pr. aktie.
Finansielle forventninger til 2024
I forventningerne til 2024 indgår SDR Svensk Direktreklam i Last Mile-forretningsområdet.
Mio. kr. | 2024 |
Omsætning | 1.310 - 1.375 |
EBITDA | 170 - 210 |
Primært driftsresultat (EBIT) | 110 - 150 |
North Media forventer en samlet stigning i omsætningen på cirka 40%, som primært er relateret til, at SDR Svensk Direktreklam nu indgår i koncernen, samt fortsat vækst i BoligPortal. Der ventes en flad omsætningsudvikling for de øvrige selskaber.
North Media giver fremover EBITDA-forventninger for at reflektere fokus på rentabiliteten. EBITDA forventes på niveau med eller lidt højere end i 2023, og hvor det positive bidrag fra indregningen af SDR Svensk Direktreklam helt eller delvist ventes opvejet af en mindre tilbagegang i FK Distribution, samt et fald i Ofir og Bekey.
Det lavere primære driftsresultat (EBIT) er drevet af udviklingen i driftsrentabiliteten, samt øgede ordinære afskrivninger og afskrivninger relateret til købesummen for SDR Svensk Direktreklam.
Årsrapporten for 2023, inkl. de detaljerede finansielle forventninger til 2024, offentliggøres den 28. februar 2024.
Yderligere oplysninger:
Koncernchef Lasse Brodt, telefon +45 20 24 32 92
Koncernøkonomidirektør Kåre Wigh, telefon +45 25 65 21 45
North Media udvikler og driver platforme til transaktioner mellem erhvervslivet og forbrugerne. Platformene matcher forbrugerne med de rette produkter inden for dagligvarer, lejeboliger, jobs og digitale adgangsløsninger. North Media har to forretningsområder: Last Mile: FK Distribution og SDR Svensk Direktreklam er henholdsvis Danmarks og Sveriges førende distributør af tilbuds -og ugeaviser. Minetilbud er en førende digital tilbudsplatform. Digital Services: tre virksomheder med potentiale for høj vækst, stigende indtjening og skalering: BoligPortal er Danmarks største formidler af lejeboliger og services til udlejere og lejere. Ofir formidler jobs i Danmarks bredeste jobunivers. Bekey leverer digital adgang til låste opgange og hoveddøre for hjemmeplejen og leverandører af pakker, dagligvarer, måltidskasser m.fl.
\Hugin
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1188
- næste ›