Forlængelse af flystop koster formentlig SAS et trecifret millionbeløb

Udgivet den 14-02-2020  |  kl. 10:26  |  

Det koster sandsynligvis SAS et trecifret millionbeløb, at flyselskabet fredag har forlænget sit midlertidige flyvestop til Kina til 29. marts.

Det skriver Sydbank i en analyse.

- Vi vurderer, at to måneder uden flyvninger til Kina koster selskabet i omegnen af 200 mio. svenske kr. i mistede indtægter.

- Selskabet sparer dog samtidig en del omkostninger ved at have parkeret to langdistancefly på landjorden i perioden, ligesom det kun betyder meget begrænsede forstyrrelser af selskabets andre aktiviteter, siger Jakob Pedersen, aktieanalysechef hos Sydbank.

På trods af de parkerede fly, vil aflysningerne i februar og marts samlet set formentlig koste det skandinaviske flyselskab et trecifret millionbeløb.

Til gengæld er der gode nyheder for selskabet i forhold til brændstofpriserne, som er faldet, i takt med at olieprisen er dalet siden virusudbruddet ramte i midten af januar.

- Bliver brændstof-priserne liggende på det lavere niveau omkring 500 dollar/ton (mod ca. 600 dollar/ton midt i januar) i et par kvartaler endnu, kan det stort set kompensere for omkostningerne ved et par måneders stop for flyvningerne til Kina, siger Jakob Pedersen.

Sydbank anslår, at SAS på årsbasis får cirka 8-10 pct. af selskabet indtægter fra flyvningerne til Kina.

Fredag formiddag stiger SAS-aktien med 0,7 pct. til 10,14 kr.

/ritzau/FINANS

Nikolaj Schou Kesting

Tags:  Shares❯ 

Relaterede nyheder