Formand advarer om presset SAS og kommer med forslag til piloter

Udgivet den 13-07-2022  |  kl. 14:53  |  
Arkiv: Foto

Sæt konflikten på standby i fire måneder og brug tiden på at lave nye nationale og ensartede brancheoverenskomster.

Sådan lyder opfordringen fra SAS' bestyrelsesformand, Carsten Dilling, mens SAS og selskabets piloter onsdag er i gang med en ny runde af forhandlinger for at finde frem til en ny overenskomst og dermed bryde den nu ti dage lange strejke.

Det skriver Børsen.

- Jeg så gerne, at man satte hele konflikten på standby i fire måneder og brugte tiden på at få lavet nationale og ensartede brancheoverenskomster for luftfart. Så kan vi holde op med at konkurrere på, hvem der har de bedste vilkår for ansatte, og i stedet konkurrere på produkt, kvalitet, service og netværk, siger Carsten Dilling til Børsen.

Han advarer samtidig om, at SAS står i en presset situation, hvor flyselskabet allerede har tabt en milliard kr. alene fra den manglende aktivitet under strejken.

Samtidig løftet Carsten Dilling over for Børsen sløret for en række hidtil ikke offentliggjorte tal.

- Med den gamle overenskomst for piloter var SAS' omkostning per dag til en fuldt arbejdende pilot på knap 9000 kr. Med det, som piloterne tilbød op til strejken, ville den udgift falde til 8000 kr. dagligt. Men samtidig har piloterne netop indgået en overenskomst med Mærsks nye fragtselskab, hvor dagsudgiften for en pilot er meget lavere, nemlig 6000 kr., siger Carsten Dilling til Børsen.

Mærsk-overenskomsten svarer nogenlunde til de overenskomster, som SAS har indgået med Flyvebranchens Personale Union og SAS-datterselskaberne Connect og Link, skriver mediet.

Dansk Pilotforening har dog ifølge Børsen været ude med kritik af de indgåede overenskomster med datterselskaberne, da foreningen mener, at det ikke respekterer den danske model og underbyder eksisterende aftaler.

LINK TIL ORIGINALARTIKEL:

https://borsen.dk/nyheder/virksomheder/sas-formand-vi-staar-nu-med-rygge...

.\\˙ MarketWire

Christian Iversen Kielberg

Tags:  Shares❯