Formuepleje: Ti bud på ting der sker i 2016

Udgivet den 28-12-2015  |  kl. 07:00  |  

2016 bliver formentlig året, hvor det amerikanske opsving skal bevise sin styrke, hvor stimuli fra Den Europæiske Centralbank skal bringe Europas vækst op, og hvor de nye markeder ventes at ramle ind i en krise som en konsekvens af lave olie- og råvarepriser.

Det vurderer Formueplejes investeringskomité, som her giver sit bud på ti ting, der kommer til at ske i 2016.

1. Dollaren vil stige over for den danske krone og euro, fordi den amerikanske centralbank, Federal Reserve (Fed), har signaleret, at den vil foretage yderligere to renteløft efter det første renteløft i ni år blev foretaget i december 2015.

- Vendepunktet er nu indtruffet, og i takt med at investeringskomitéen forventer fortsat positiv vækst i amerikansk økonomi på cirka 2,3-3 pct. i 2016 og fortsat fremgang i lønninger og inflation, vil linjen af forventede rentestigninger sende kursen på dollar op målt i forhold til en euro, der ser ud til at blive svækket i 2016 som følge af den ekspansive europæiske pengepolitik, lyder vurderingen fra Formueplejes investeringskomité i et notat.

2. Globale aktier kommer til at stige mindst 10 pct. målt i danske kroner. Mens det i Europa i høj grad bliver Den Europæiske Centralbanks ageren, der kommer til at styre aktiekurserne opad, så vil aktiekurserne i USA kun drives op, hvis virksomhederne fremviser øget indtjening, vurderer investeringskomitéen.

- Det globale aktieafkast vil ligge på op til 5-10 pct. målt i dollar. Med en forventet højere dollar, mener Formuepleje, at afkastet på globale aktier dermed vil blive mindst 10 pct. i 2016, skriver komitéen.

3. Olieprisen vil holde sig under et niveau på 60 dollar per tønde.

- Med den aktuelle overproduktion af olie, Irans genindtræden på markedet, uvilligheden til at sænke produktionen og den moderate globale vækst, herunder Kinas vækstopbremsning samt de indikative terminspriser, er der god grund for at vurdere, at olieprisen holder sig pænt under 60 dollar i 2016, skriver komitéen.

4. Federal Reserve hæver styringsrenten mindst to gange. I december hævede Fed renten og med udsigt til fortsat vækst i den amerikanske økonomi vil inflation formentligt stige i, når lavere arbejdsløshed presser lønningerne op.

- Det betyder alt i alt, at centralbanken mindst to gange i løbet af 2016 vil sætte renten op for at balancere udviklingen, skriver Formuepleje.

5. Den tiårige danske rente stiger højest 0,5 pct.point. Den Europæiske Centralbank (ECB) sigter mod et inflationsmål på 2 pct. Aktuelt er inflationen cirka 0,2 pct. Renten på de lange obligationer styres i høj grad af inflationsforventningerne, og fordi pengepolitiske stimuli fra ECB søger at få inflationen til at sige moderat, vil renten ikke stige voldsomt, vurderer komitéen.

6. ECB lemper yderligere bankens pengepolitiske stimuli-program. ECB vil formentlig ty til mindre lempelser af pengepolitikken for at stimulere væksten i Europa og skubbe til væksten.

- Den Europæiske Centralbank har stadigvæk flere pengepolitiske værktøjer, den kan bruge. Den kan sænke renten yderligere ved at indføre trancher, så bankerne får endnu mere negativ rente af sit indskud over et vist individuelt fastsat niveau, skriver investeringskomitéen, som også peger på, at ECB kan øge sit obligationsopkøbsprogram.

7. Forskellen mellem de stærke og svage emerging markets landes vil øges, fordi de såkaldte BRIK-lande i løbet af 2015 har været ramt af blandt andet vækstopbremsning, korruptionsskandaler og sanktioner. Derimod har lande som Mexico, Indien og Vietnam klaret sig godt.

8. Der vil finde mindst én større aktiekorrektion sted i 2016. Formueplejes investeringskomité vurderer, at Feds ændrede rentepolitik og faldende olie- og råvarepriser med stor sandsynlighed kan udløse store udsving i aktiekurserne i det kommende år.

9. Geopolitisk uro optrappes og øger risikoen for terroraktioner mod vestlige mål.

- I 2015 oplevede vi på den mest grusomme vis, hvordan terrororganisation IS ikke alene var i stand til på trods af intensive luftbombardementer at udvide sit territorium til dele af Syren, men også at gennemføre terrorangreb flere steder i Europa og især i Paris. Det må alt andet lige forventes, at terror og krigen mod terror desværre tager til i 2016, skriver Formueplejes komité og tilføjer, at dette kan forstyrre de finansielle markeder.

10. Kreditspreadsene på High Yield obligationer vil mindskes omkring 0,5 pct.point. Det bør ske, fordi den aktuelle forskel på afkastet mellem statsobligationer og high yield-virksomhedsobligationer er på sit højeste niveau i seks år og cirka 6-7 pct.point over statsobligationer.

- Det historisk høje niveau virker ikke fundamentalt begrundet inden for alle sektorer, vurderer investeringskomitéen.

/ritzau/FINANS

Nicoline Sørensen +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk

Tags:  Research❯ 

Relaterede nyheder