Fredagens aktier: Ørsted blev dagens duks i småsurt marked

Udgivet den 09-06-2023  |  kl. 17:03  |  
Arkiv: Foto

Ørsted endte fredag i toppen af et tungt C25-indeks, der var presset af negativ stemning på de europæiske aktiemarkeder. Den danske energikæmpe kunne dog lukrere på rosende ord og løftede kursmål fra analytikerne oven torsdagens kapitalmarkedsdag.

I den kedelige ende lå de to snart fusionerede selskaber, Chr. Hansen og Novozymes, efter nedslående nyt fra en britisk branchefælle.

Samtidig var fald til de tunge aktier i Mærsk og Novo med til at hive det samlede C25-indeks ned med 0,6 pct. til 1821,52. Dermed lukkede eliteindekset stort set uændret over ugen, efter at det sidste fredag kunne gå på weekend i 1818,13.

Mærsk og Novo sluttede en tumultarisk uge med store udsving af med fald på 2,5 pct. til Mærsks B-aktie og 0,7 til Novo. Førstnævnte fik også nedslående nyt i form af et faldende rateindeks.

ØRSTED FIK ANALYTIKERROS EFTER NYE MÅL

Analytikerne var overordnet godt tilfredse med de planer, som Ørsted torsdag kunne fremlægge på selskabets kapitalmarkedsdag i London.

Det affødte en række positive ændringer fra analytikerne hos Oddo, BNP Paribas, Goldman og Danske Bank.

Det fransk-tyske finanshus Oddo løftede kursmålet til 680 kr. fra 580 kr., og anbefalingen til "neutral" fra "underperform".

Den franske storbank BNP Paribas fulgte trop og hævde sit kursmål med 5 pct. til 810 kr. og gentog anbefalingen "outperform".

Hos den amerikanske storbank Goldman Sachs blev kursmålet sat op til 790 kr. fra 745 kr., og samtidig blev den positive anbefaling "køb" fastholdt.

Ørsted regner nu med en driftsindtjening på 50-55 mia. kr. i 2030, hvilket vil svare til en gennemsnitlig årlig indtjeningsvækst på 14 pct.

Tilbage i juni 2021, da Ørsted senest meldte langsigtede mål ud, var ambitionen et driftsoverskud på 35-40 mia. kr. i 2027, hvilket i den periode svarede til en årlig indtjeningsvækst i omegnen af 12 pct.

- Selskabets opdaterede finansielle mål var generelt bedre end ventet, og vi regner med, at investorerne nu igen vil være i stand til at fokusere på langtidsmulighederne i stedet for udfordringerne på kort sigt, skriver Danske Banks analytiker Casper Blom.

Ørsted-aktien mistede lidt højde mod lukningen, men kunne alligevel notere sig en stigning på 4 pct. til 659,40 kr. efter et plus på 5,1 pct. torsdag.

BRANCHEFÆLLE SENDTE CHR. HANSEN OG NOVOZYMES NED

Chr. Hansen og Novozymes blandede sig i bunden af indekset, efter at den britiske branchefælle Croda gav en alarmerende melding om faldende efterspørgsel og samtidig fremlagde en en prognose, der ifølge Bloomberg News indikerer den største resultatnedgang i to årtier.

Det satte sig på de to danske selskaber, der snart bliver til et, hvor Novozymes faldt 2,9 pct. til 331,50 kr., mens Chr. Hansen dykkede 2,6 pct. til 502,20 kr.

Der var også konkurrentnyt til Bavarian Nordic, der torsdag kunne se Astrazeneca og Sanofi få anbefalet deres fællesudviklede RSV-vaccine til brug hos børn af et panel af rådgivere under den amerikanske fødevare- og lægemiddelstyrelse, Food and Drug Administration.

Bavarian arbejder også på en vaccine mod luftvejssygdommen RSV, og vaccineselskabet forventer at offentliggøre resultater fra sit fase 3-studie i løbet af sommeren.

Det sendte Bavarian-aktien op med 0,9 pct. til 208,90 kr.

MT HØJGAARD NEDJUSTERER

Blandt sidepapirerne var der nyt fra MT Højgaard Holding, der annoncerede en strategisk gennemgang af den internationale forretningsenhed og en nedjustering af forventningerne.

Den internationale forretning har klarede sig værre end ventet, og det betyder, at MT Højgaard nu venter et driftsresultat på 200-225 mio. kr. før særlige poster mod tidligere 300-325 mio. kr. Omsætningen ses uændret.

Aktien faldt 7 pct. til 113 kr.

.\\˙ MarketWire

Christian Iversen Kielberg

Tags:  Danmark❯  Market Close❯  Shares❯ 

Seneste nyheder