Fredagens aktier: C25 fik fuld plade for ugen efter otte dage i træk med plus

Udgivet den 22-12-2023  |  kl. 17:30  |  
Maersk

Julestemningen indfandt sig fredag på det danske aktiemarked, der støt og roligt sejlede mod en hel uge i træk med plusser og otte dage med uafbrudt fremgang.

Bavarian Nordic endte i toppen af træet efter en positiv analyse, mens Mærsk atter var i hopla efter stigende fragtrater.

- Det er en flad dag. Det er i det hele taget den tid på året, hvor der sker allermindst, så markedet har det med at fokusere på de ting, der rent faktisk sker, siger Lars Hytting, der er chef for aktiehandel hos Artha Kapitalforvaltning, til MarketWire.

C25-indekset lukkede med et plus på 0,5 pct. i 1803,77 og steg samlet med 2,3 over hele ugen.

Dagens plus blev cementeret af opløftende inflationstal fra USA, der viste, at kerneinflationen aftog mere end ventet i november.

BAVARIAN BLEV LØFTET TIL TOPS AF HOLLÆNDERE

Bavarian strøg til tops med et plus på 5,2 pct. i 177,30 i kr., efter et rygklap fra hollandske Kempen. Børshuset har løftet sin anbefaling til "køb" fra "neutral".

I samme ombæring blev kursmålet skruet op til 320 kr. fra 260 kr., viser data fra Bloomberg News.

Mærsk-aktien var også med i toppen, efter at morgenen viste markante stigninger i fragtraterne.

Omlægning af handelsruter efter angreb på handelsskibe i Det Røde Hav har som ventet sat sig i spotpriserne på containerfragt fra Shanghai, som steg for fjerde uge i træk og ramte det højeste niveau i næsten et år.

Torsdag viste en anden rateopgørelse fra Drewry, at prisen på fragt fra Shanghai til Rotterdam steg med 16 pct. til 1,667 dollar per fyrrefodscontainer, mens prisen på fragt fra Shanghai til Genova steg 15 pct. til 1,956 dollar.

- Mærsk stiger, og raterne fortsætter op. Vi ved, at Mærsk kan finde ud af skovle penge ind, når raterne går i vejret, lyder det fra Lars Hytting.

Mærsks B-aktie steg 2,8 pct. til 12.785 kr.

I bunden af C25 endte Novo Nordisk med et fald på 0,7 pct. i 695,10 kr. En historie fra Brasilien har fundet vej til dagbladet Børsen, der skriver, at brasilianske medicinalselskaber planlægger at kopiere Novo Nordisks storsællerter Ozempic og Wegovy efter udløb af et patent i 2026.

Børsen henviser til det brasilianske medie Globo.

ORDRETID FOR VESTAS

Vestas indgik onsdag en stor aftale med Vattenfall og blev derved udpeget som foretrukken leverandør til gigantiske britiske havmølleprojekter.

Og torsdag aften kom så nyheden om, at Vattenfall har solgt de pågældende projekter til det tyske energiselskab RWE. Men Vestas fortsætter som foretrukken leverandør, bekræftede selskabet fredag.

Derudover kunne vindmølleproducenten også melde om blandt andet en ordre i USA på 401 MW i USA og derudover bekræftet en ordre på hele 780 MW i hollandsk farvand.

Vestas endte med et plus på 0,7 pct. til 201 kr. og kom for alvor i grønt efter en ordre kort før lukningen på 603 MW i USA.

For Vestas er det højsæson for ordrer, da de ofte falder op til et kvartalsskifte. Torsdag kom der to mindre ordrer i bogen.

- I morges manglede Vestas stadig halvanden gigawatt for at komme inden for skiven. Vi ved, at der kommer ordrer, men om der kommer nok, ved vi først en gang i næste uge, siger Lars Hytting.

ISS FINDER KØBER TIL FRANSK FORRETNING

ISS har endelig fundet en køber til sin franske forretning, der blev sat til salg i andet kvartal efter en længere periode, hvor det ikke var lykkedes at få skabt en profitabel forretning.

Onet køber ISS franske aktiviteter eksklusive nøglekunderne - de såkaldte Key Accounts - som Onet dog kommer til at stå for en del af den daglige drift af nøglekunderne.

ISS lukkede med et fald på 0,1 pct. til 126,95 kr.

.\\˙ MarketWire

Christian Iversen Kielberg

Tags:  Danmark❯  Market Close❯  Shares❯ 

Seneste nyheder