Fredagens aktier: Flad C20-udvikling med fremgang til Mærsk

Udgivet den 15-03-2013  |  kl. 17:05  |  

Det danske C20-indeks lukkede fredag med et marginalt fald på 0,01 pct. i 554,74, hvor af A.P. Møller - Mærsk viste gode takter efter containerrederierne har haft god succes med at få gennemtrumfet deres rateforhøjelser. Blandt sidepapirerne steg Auriga pænt oven på morgenstundens regnskabspræsentation.

- Det er en stille dag på aktiemarkederne, hvor de fleste ledende indeks er omkring på samme niveau som de lukkede i går. Dog trækker Sydeuropa lidt ned i det samlede billede. Der er offentliggjort erhvervstillid for New York-området, og den tyder på fremgang, som forventet. Den amerikanske industriproduktion steg mere end ventet, skrev Nordea.

A.P. Møller-Mærsk steg 1,0 pct. til 46.560 kr. Det blev fredag morgen til en stigning i fragtraterne fra Shanghai til Nordeuropa steg med 424 dollar til 1423 dollar per teu. Sydbanks senioranalytiker Jacob Pedersen pointerede, at ratestigningen var inden for rammerne af finanshusets forventninger på ca. 400-600 dollar per teu og at de viste at containerrederierne stadig har lidt forhandlingskraft. Yderligere udtalte koncernchef Nils S. Andersen i Maersk Post, at koncernen fortsætter strategien med at frasælge ikke-kerneaktiviteter kombineret med investeringer i kerneområderne.

Coloplast forventer, at et af selskabets nyeste markeder, Egypten, kan skabe høje vækstrater i fremtiden, hvis det politiske system kan stabiliseres. Det skrev Børsen fredag. Aktierne i Coloplast lukkede 0,4 pct. højere i 316,70 kr.

Nordea faldt 3,9 pct. eller 2,75 kr. til 67 kr. efter fragået udbytte på 0,34 euro svarende til ca. 2,54 kr.

Novozymes-investorerne kunne torsdag notere sig, at den øgede fokus på grønne løsninger og ethanol fortsætter i verdens næststørste økonomi Kina. Den kinesiske stålproducent Tangshan Iron and Steel Group (Tangsteel) underskrev nemlig en rammeaftale med amerikanske Harsco Corp om at lade den amerikanske virksomhed omdanne kulgasser til ethanol. Novozymes faldt 0,4 pct. til 200,80 kr.

Novo Nordisk endte 0,3 pct. højere i 999 kr. efter torsdagens kursfald på 1,0 pct. De amerikanske sundhedsmyndigheder (FDA) meddelte sent torsdag, at de er ved at undersøge, om en række diabetes-medikamenter, deriblandt potentielt Novo Nordisks Victoza, giver øget risiko for betændelse i bugspytkirtlen. Nordea er dog fortsat er fortrøstningsfulde, idet tidligere undersøgelser ikke har vist tegn på øget risiko ved brugen af Victoza, og derfor anbefalede finanshuset at købe aktien, hvis den på den konto skulle komme under yderligere pres.

Auriga steg 3,8 pct. til 122 kr. efter årsregnskabet for 2012, der viste en omsætning, der er svagere end analytikerne havde ventet, mens indtjeningen (EBIT) er bedre end ventet. Aurigas salgsprognose for 2013 var stærk, idet man her venter en salgsvækst på 10 pct. og en EBITDA-marginal på 12 pct.

Topdanmark faldt 1,9 pct. til 142,50 kr. til trods for, at Nordea fredag løftede kursmålet på Topdanmark-aktien, der onsdag blev splittet i forholdet 10:1, til 150 kr. fra 142 kr.

Udgivet af: lp@netposten.dk