Fredagens aktier: Lunkne forventninger til Novo trak C25 i rødt

Udgivet den 27-09-2024  |  kl. 17:03  |  
Arkiv: Foto

Novo Nordisk var under pres fredag, da en analyse fra JPMorgan varslede, at der kan være skuffelser i vente i regnskabet for tredje kvartal.

Med sig trak Novo det danske C25-indeks, der dykkede 0,3 pct. til 1960,43 og dermed kunne notere ugens fjerde dag med fald.

Helt i toppen lå endte Carlsberg til gengæld efter løfter om hjælp til de kinesiske forbrugere fra Kinas regering.

I ugens løb har det kinesiske politburo for det kinesiske kommunistparti med generalsekretær Xi Jinping i spidsen lovet en håndsrækning til det kinesiske folk og lempelser til bankerne for at få forbruget i gang.

- Det har været lidt en uge i Kina. De har fyret den helt store raket af - først boligmarkedet, så bankerne og nu er turen kommet til forbrugerne, der får en check, de kan bruge i Golden Week, siger Lars Hytting, der er chef for aktiehandel i Artha Kapital, til MarketWire.

CARLSBERG I VEJRET INDEN GOLDEN WEEK

Bryggeriet Carlsberg toppede i C25 fredag med et plus på 3,5 pct. til 818,80 kr.

Fremgangen skyldtes ifølge Lars Hytting meldinger fra Kina om hjælp til forbrugerne - foruden andre tiltag - der er med til at løfte stemningen omkring aktien.

Tiltagene gælder blandt andet rentesænkninger, større investeringer fra det offentlige og en øget kontrol med boligmarkedet.

Og så skulle den kinesiske regering være klar med en check til kineserne, der næste uge holder fri i anledning af Golden Week. Checken skal bruges i ugens løb, siger Lars Hytting.

NOVOS WEGOVY-SALG KAN SKUFFE

Novo Nordisk var fredagen igennem at finde nederst i C25-indekset efter et analysenotat fra det amerikanske børshus JPMorgan, der ser risiko for et skuffende salg af fedmemidlet Wegovy i tredje kvartal.

I andet kvartal solgte Wegovy for 11,7 mia. kr., hvilket var i underkanten af forventningerne om et salg for 13,5 mia. kr.

Medicinalselskabet har været i vælten i ugens løb, hvor topchef Lars Fruergaard Jørgensen deltog i en høring i Senatets sundhedsudvalg.

Novo offentliggør sit regnskab for tredje kvartal 6. november.

Aktien faldt fredag 4,6 pct. til 796,50 kr. Det er det laveste niveau siden starten af februar i år.

BAVARIANS OPJUSTERING BLEV UDEN FANFARE

Bavarian Nordic offentliggjorde torsdag eftermiddag en ordre på 1 mio. mpox-vacciner fra Unicef og en dertilhørende opjustering af forventningerne.

Både omsætningen og driftsoverskuddet ventes nu højere i 2024. Alligevel var der ingen jubel at spore i markedet, der sendte aktien ned med 0,9 pct. til 234,40 kr.

Imens klarede A.P. Møller-Mærsk frisag trods endnu en uge med faldende spotrater. Det var det kinesiske rateindeks SCFI, der for sjette uge i træk viste faldende priser.

Alligevel steg B-aktien 0,9 pct. til 10.825 kr.

TORM PRESSET AF SÆNKET ANBEFALING

Torm har fået sænket sin anbefaling til "hold" fra "køb" hos børshuet Fearnley, der dog har fastholdt kursmålet 236 kr.

Aktien faldt 3,0 pct. til 227 kr.

Novonesis' kursmål er blevet løftet til 500 kr. fra 525 kr. hos britiske Barclays. Anbefalingen "overvægt" gentages.

Aktien steg 0,2 pct. til 476,80 kr.

Danske Bank og Nordea fik begge genindledt dækningen hos Goldman Sachs.

For førstnævntes vedkommende er det med anbefalingen "neutral" og et kursmål på 235 kr., mens Nordea får en købsanbefaling og et kursmål på 104,39 kr.

Danske Bank faldt 1,0 pct. til 202 kr., mens Nordea steg 1,2 pct. til 79,54 kr.

Alm. Brand fik ligeledes genindledt dækningen. Det er hos Danske Bank, der venter store udlodninger i de kommende to et halvt år. Aktien genindledes med anbefalingen "køb" og et kursmål på 17 kr.

Aktien øgede 4,3 pct. til 13,37 kr.

.\\˙ MarketWire

Morten Frederik Heltoft

Tags:  Danmark❯  Market Close❯  Shares❯ 

Seneste nyheder

11:15 Tysk containerrederi opjusterer grundet bedre efterspørgsel end ventet
11:03 Vestas-rivals topchef efter milliardunderskud: Ser møllerne give overskud i fjerde kvartal
10:24 Europæisk aktivitetsindeks viser mindre tilbagegang som ventet i oktober
10:15 Svenske SEB falder efter større tilbagegang i renteindtjeningen end ventet
09:29 Torm får sænket anbefalingen til "hold" hos børshuset Kepler
09:28 Aktier/åbning: Småsur start - Bavarian i top og Torm i bunds
09:24 Aktier/åbning: Småsur start - Bavarian i top og Torm i bunds
09:03 Obligationer/åbning: Rentefald frem mod PMI-tal
08:56 ISS-rivalen Sodexo ser lidt lavere vækst i 2024/25 efter år med OL og VM i Rugby
08:32 DSV får sat kursmålet op af Carnegie efter regnskab
08:26 Skjern Bank løfter basisresultatet med 10,6 pct. efter bredt funderet vækst
08:22 Aktier/tendens: Udsigt til let positv åbning på ventet nyhedsstille dag
08:18 Huscompagniet får byggetilladelse til rækkehusprojekt i Haslev
08:08 Råvarer: Bekymringer om situationen i Mellemøsten presser oliepriserne op
07:41 Svenske SEB skuffer på nettorenter men leverer større overskud end ventet
17:50 Europa/lukning: Svenske aktier i hopla i regnskabstungt europæisk marked
17:37 Onsdagens aktier: Rederier tyngede og banker trak op i lettere negativt C25-indeks - KORR
17:23 Onsdagens aktier: Rederier tyngede og banker trak op i lettere negativt C25-indeks
17:15 Onsdagens aktier: Rederier tyngede og banker trak op i lettere negativt C25-indeks
17:07 Onsdagens obligationer: Små rentehop med fokus på ECB-taler og forbrugertillid