Fredagens aviser med ALK, DSV og ECB
BØRSEN
KØLEFIRMA KRYDSER IGEN MILLIARDSALG EFTER MAVEPUSTER
Familiekoncernen Nissens rider med på vækstbølgen som underleverandør til bilindustrien. Efter en omsætning i milliardklassen skal den familieejede koncern nu invadere nye markeder. (Side 8)
ALK FORSIGTIG MED STØVMIDER EFTER SKUFFELSE PÅ GRÆS
Et videnskabeligt gennembrud, men belært af erfaringen med græsallergi vil allergikoncernen ALKs topchef, Jens Bager, ikke juble for tidligt over ny tabletvaccine mod husstøvmideallergi. Strategien er lagt om – og forudsigelserne er mere afdæmpede, når ALK taler om salgspotentialet i den nye tabletbehandling af husstøvmideallergi. (Side 10)
MAGTFULD TAGPAPKLIKE STØTTES AF TOPDANMARK
Forsikringsselskabet Topdanmark afviser at give tilbud på at dække byggeskader, hvis ikke materialerne lever op til de normer, som Phønix og Icopal opfylder. Tagmaterialerne skal bære stemplet “TOR Godkendt”, der er en frivillig mærkningsordning, som Icopal og Phønix Tag fik varemærkebeskyttet i 2013. (Side 12)
INVESTFONDE VIL GØRE OP MED MISTANKE OM VILDLEDNING
Investeringsfondsbranchen og dens nye direktør, Anders Klinkby, vil med øget åbenhed gøre op med mistanken om, at fonde sælges med falsk varebetegnelse. (Side 14)
REJSEKORT SER MULIGHEDER I ET KONTANTLØST SAMFUND
Rejsekort kan komme ind på betalingsmarkedet – ledelsen vurderer, hvordan potentialet i 1,6 mio. daglige brugere bedst kan udnyttes. (Side 16)
BERLINGSKE BUSINESS
ERSTATNINGSSAG MOD ROSKILDE-REVISORER SMULDRER
Få uger før det første retsmøde i den store erstatningssag mod den tidligere ledelse og revision i Roskilde Bank står sagsøgeren Finansiel Stabilitet uden slagkraftige argumenter mod revisorgiganten EY. Hidtil hemmeligholdte skønserklæringer frifinder på det nærmeste revisorerne for ansvar. (Forside, side 4-5)
ECB STÅR KLAR MED NYE VÆKSTPAKKER
Hvis det viser sig nødvendigt, vil ECB inden længe lempe sin pengepolitik endnu mere. Samtidig sænkes skønnet for både væksten og inflationen. Risikoen for, at udviklingen skuffer, er tilmed øget, fastslår ECB. (Side 10-11)
JYLLANDS-POSTEN ERHVERV
DSV’S GAMLE GARDE SKIFTER GEAR TIL NYE OPKØB
Historien har vist, at DSV har fået mere ud af sine opkøb end ventet. Selskabet åbner for at lempe en smule på kravene. (Side 2)
ECB SÆNKER VÆKSTSKØN OG PUMPER FLERE PENGE I OMLØB
Lavere økonomisk vækst end ventet tvinger ECB til at styrke indsatsen for at vende den økonomiske udvikling i Europa. Den økonomiske opbremsning i Kina samt recessionen i såvel Brasilien som Rusland har tvunget Den Europæiske Centralbank (ECB) til at sænke vækstforventningerne for 2015, 2016 og 2017. (Side 15)
/ritzau/FINANS
Tags: Danske Aviser❯