Fredagens aviser med DSV, Tryg og Pandora

Udgivet den 12-10-2018  |  kl. 06:32  |  

BØRSEN

INVESTORER SØGER BUNDEN I NEDTUR FOR DANSKE AKTIER

Investorerne på det danske aktiemarked sendte torsdag C25-indekset ned med yderligere 0,5 pct., så det siden slutningen af august er faldet med omkring 14 pct. Ifølge investeringschef i Dansk Formue- & Investeringspleje leder investorerne efter bunden - og de er måske ved at finde den. (Forside, side 6-7)

ENERGIGIGANT PÅ VEJ: AFVISER FLERE OPKØB

De to energiselskaber SE og Eniig vil skabe et nyt selskab, Norlys. Men der er ikke flere fusioner på vej, lyder det fra den nye direktør. (Side 8)

VELUX VIL FORTSÆTTE OPKØB NÅR JET-GROUP ER FORDØJET

Ovenlysgiganten Velux, der er største selskab i VKR Holding, lægger omkring 1,3 mia. kr. til omsætningen med opkøbet af det tyske selskab Jet-Group. Opkøbene fortsætter, når Jet-Group er integreret. (Side 10)

SALGSRYGTER SENDER PANDORA-AKTIEN TIL VEJRS

Efter flere endnu ubekræftede rygter i markedet, om at Pandora søger rådgivere til et måske kommende salg, er aktiekursen steget markant. (Side 14)

KONKURRENT AFVISER KØBSFORSØG FRA DSV

Verdens ottendestørste speditør, Ceva Logistics, er overrasket over den danske transportkoncern DSV's købstilbud. Ceva Logistics' bestyrelse har afvist tilbuddet. (Side 16)

TRYG ØGER OMSÆTNINGEN MENS RESULTATET FALDER

Til trods for en større omsætning må Tryg se bundlinjen blive mindre. Især storskader i perioden hæmmer regnskabet. Administrerende direktør Morten Hübbe er dog godt tilfreds. (Side 18)

BERLINGSKE BUSINESS

URO I USA SENDER AKTIER I RØDT

De globale aktiemarkeder skælver. Det begyndte med store fald på Wall Street onsdag og har forplantet sig til resten af verdens børser med store fald fra Tokyo over Paris til København. (Forside, side 4-5)

DANSK CLEANTECH-KOMET EKSPORTERER 99 PCT.

Den danske cleantech-sektor er i topform, og eksporten er stærk. Det er vækstvinderen Aalborg Energie Technik et opsigtsvækkende eksempel på. (Side 10-11)

DSV AFVIST I SCHWEIZISK MILLIARDHANDEL

I første omgang har DSV fået nej til det, som kan blive den danske transportkæmpes største handel nogensinde. Men nu begynder spillet for alvor, lyder vurderingen. (Side 12)

VELUX HAR FORETAGET SIT HIDTIL STØRSTE OPKØB

Producenten af ovenlysvinduer, Velux, har torsdag indgået aftale om at købe tyske Jet-Group, der er en stor international aktør inden for ovenlyssystemer til kontorer, butikscentre og større industrielle bygninger. (Side 12)

TRYG I STORFORM ER TYNGET AF NEDTUREN PÅ AKTIEMARKEDERNE

Trygs topchef Morten Hübbe glæder sig over markant højere vækst i forretningen, end man har været vant til længe. Men en stor brand i Europa og rutsjebaneture på aktiemarkederne er en sten i skoen. (Side 13)

JYLLANDS-POSTEN ERHVERV

DANISH CROWN SAT UNDER VOLDSOMT PRES

Den danske slagterigigant Danish Crown er kommet under et voldsomt pres fra slagterier i især Spanien og USA. Koncernen kan kun overleve herhjemme, hvis der gennemføres en regulær revolution i slagteribranchen, vurderer Danish Crowns topchef. (Forside, side 6-7)

VELUX KØBER TYSK - DET STØRSTE OPKØB NOGENSINDE

Den danske producent af ovenlysvinduer har købt det tyske selskab Jet-Group og dermed sat fart i koncernens vækstplaner. Jet-Group er en stor international aktør inden for ovenlyssystemer til større bygninger såsom kontorer, skoler og industrielle bygninger. (Side 4)

ENERGISELSKABERNE ENIIG OG SE FUSIONERER UNDER NAVNET NORLYS

Danmarks anden- og tredjestørste elselskab bliver til ét, når SE og Eniig går sammen. SE's topchef, Niels Duedahl, bliver direktør for den nye gigant. (Side 8)

NYT LIV I OPKØBSRYGTER SENDER PANDORA OP PÅ BØRSEN

Aktiekursen gik fra blodrød til de øvre luftlag for Pandora i torsdagens handel, da opkøbsrygter for anden gang inden for en måned sendte Pandora-aktien markant op. Smykkekoncernen afviser at kommentere rygter. (Side 9)

KONKURRENT AFVISER DSV'S FRIERI

DSV's bud på Ceva er blevet afvist af selskabets bestyrelse. Cevas aktie stiger med 30 pct. efter bejleriet. (Side 9)

100 MIO. KR. PÅ VEJ TIL AKTIEFOND FOR MINDRE VIRKSOMHEDER

Bankinvest har sammen med Vækstfonden oprettet en ny aktiefond, som skal investere i små og mellemstore virksomheder, der ligger uden for C25-indekset på fondsbørsen. Nu er i alt 100 mio. kr. på vej til fonden. (Side 10)

DANSKE BANKS NYE TOPCHEF SIGER UNDSKYLD, UNDSKYLD, UNDSKYLD

I sit første egentlige interview siden sin udnævnelse som midlertidig topchef for Danske Bank undskylder Jesper Nielsen for hvidvaskskandalen. Men bankens kunder flygter og efterlader en bank med en historisk lav troværdighed. (Side 12-13)

/ritzau/FINANS

Flemming Kruhøffer

Seneste nyheder