Fredagens aviser med ECB, TDC og EQT
BØRSEN
ECB LØBER TØR FOR KRUDT: POLITIKERE MÅ I FØRERSÆDET
Chefen for Den Europæiske Centralbank (ECB), Mario Draghi, har sænket renten til et rekordlavt niveau og varslet opkøb af obligationer for 20 mia. euro om måneden på ubestemt tid. Dermed er ECB's rentevåben løbet tør for krudt: "Nu er det tid for finanspolitikken at overtage førersædet," siger Draghi. (Forside, side 26-33)
TELEGIGANTER SKRUER OP FOR INVESTERINGER I 5G
Danmarks største teleoperatører, der slås med lav indtjening, skruer voldsomt op for investeringsniveauet. Investeringsniveauet i TDC har aldrig været højere end i år. (Side 6-7)
ADVOKATER ANGRIBER FORSIKRINGSBRANCHE I OPGØR OM RETSHJÆLP
Mangelfulde retshjælpsforsikringer giver ifølge advokater stor økonomisk usikkerhed. Forsikringsbranchen afviser påstanden. (Side 8)
EQT VENTES AT AFSLØRE DETALJER OM BØRSENTRÉ
EQT er i gang med at gøre en børsnotering i Stockholm klar. Nu ventes Nordens største kapitalfond at offentliggøre prospektet. (Side 12)
HØJTEKNOLOGISK SELSKAB REJSER 40 MIO. KR. TIL EKSPANSION I USA
Iværksættere bag et fodboldkamera vil gøre video tilgængeligt for mindre fodboldklubber. Danske Veo har rejst 40 mio. kr. til at indtage USA. (Side 14)
AKTIEMARKEDET VIL STIGE DE KOMMENDE MÅNEDER
Vi har stadig ikke set den fulde kurseffekt af ECB's pakke. Både PFA og Sydbank forudser flere kursstigninger. (Side 32-33)
BERLINGSKE BUSINESS
NATIONALBANKEN SÆNKER RENTEN TIL DET LAVESTE NOGENSINDE
Nationalbanken fulgte torsdag trop med en rentenedsættelse til minus 0,75 pct., efter at Den Europæiske Centralbanks indskudsrente blev sat ned til historisk lave minus 0,5 pct. (Forside, side 8-11)
NORDEA SENDTE REGNINGEN VIDERE FRA NATIONALBANKEN
For første gang i over tre år ændrede Danmarks Nationalbank indskudsrenten torsdag. Umiddelbart efter sendte Nordea en ekstraregning videre til sine erhvervskunder, og i hele banksektoren kan private kunder blive de næste, der står for skud. (Side 9)
JYLLANDS-POSTEN ERHVERV
LEGO BEHOLDER EN SOLID FØRSTEPLADS BLANDT VAREMÆRKER
I en ny opgørelse over de mest værdifulde danske brands rykker Mærsk forbi Arla og Danske Bank op på en andenplads. Lego beholder en solid førsteplads. (Forside, side 10)
NATIONALBANKEN: MÅSKE ER BANKREGLERNE BLEVET FOR STRAMME
Bankerne er underlagt så mange og komplicerede regler om kapital, likviditet og drift, at det er på tide at overveje en lempelse, lyder den opsigtsvækkende melding fra nationalbankdirektør Lars Rohde. En ekspert er ikke helt enig. (Side 4)
ECB TRODSER KRITIK OG SMIDER EN NY ØKONOMISK REDNINGSKRANS
ECB kastede endnu en redningskrans ud til den europæiske økonomi i form af blandt andet endnu lavere renter. Det fik Nationalbanken til at sænke sin rente. Kritikken af den førte politik vokser dog støt. (Side 12)
PENSIONSKASSER BLIVER DIN NYE BANK
I takt med at de negative renter og strammere regler hæmmer bankerne, står pensionskasserne klar i kulissen. Det kan være begyndelsen på en revolution af det europæiske marked for kapital. (Side 13)
/ritzau/FINANS
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1189
- næste ›