Fredagens aviser med Mærsk, Novo Nordisk og Danske Bank

Udgivet den 30-06-2017  |  kl. 06:32  |  

BØRSEN

LAGKAGEHUSET SOLGT I MILLIARDHANDEL

Lagkagehuset er opkøbt af kapitalfonden Nordic Capital. Sælger er FSN Capital, og prisen er langt over 1 mia. kr. for kædens ca. 70 butikker. Nu skal der sættes fart på ekspansionen internationalt, siger lagkagehus-chef. (Forside, side 6-7)

NETSUPERMARKED VIL SÆLGE I KINA EFTER ANONYM START

Danmark vokser ikke hurtigt nok for netsupermarkedet Shobr. Derfor vil det nu sælge i Kina. Der er tusind gange mere vækst, siger direktøren. (Side 8)

TRYG BLIVER KIMET NED EFTER HACKERANGREB PÅ MÆRSK

Efter tirsdagens hackerangreb har forsikringsselskabet Trygs telefoner været rødglødende, fordi virksomheder vil forsikre sig mod angreb. (Side 10)

FYNSK ROBOTHÅB DROPPER DIREKTØR OG BESTYRELSESFORMAND

Efter splittelse i toppen af opstartsvirksomheden On Robot er direktør Torben Ekvall færdig som chef, og den tidligere GN Store Nord-topchef Jørn Kildegaards karriere som bestyrelsesformand er slut. De største investorer, Vækstfonden og robotspecilsten Enrico Krog Iversen, har overtaget ansvaret for at drive virksomheden. (Side 11)

JYSKE SOLCELLEINVESTORER FLIRTER MED KAPITALFONDE

Selskabet Obton, der investerer i solcelleparker, har siden 2012 givet et overskud på mere end 100 mio. kr. Nu har flere kapitalfonde nu fået øjnene op for selskabet. (Side 14)

FLS-TOPCHEF TROR GODE TIDER ER PÅ VEJ

På intet tidspunkt siden 2007 har erhvervslivets topchefer været så positive over for fremtiden, som de er nu. FLSmidths topchef spår et væksteventyr. (Side 18-19)

BERLINGSKE BUSINESS

MÆRSK TAGER IMOD ORDRER PÅ HÅNDSKREVNE SEDLER

Hackerangrebet, der ramte Mærsk med fuld kraft tirsdag, har tvunget koncernen tilbage til manuelle og håndskrevne bestillinger for at få den verdensomspændende maskine til at bevæge sig igen. Nu viser de første tegn sig på, at kunderne søger andre steder hen. (Forside, side 6-7)

LAGKAGEHUSET SOLGT FOR MILLIARDBELØB TIL KAPITALFOND

Den hastigt voksende konditorkæde Lagkagehuset har fået ny ejer. Ejeren FSN Capital har underskrevet en salgsaftale med kapitalfonden Nordic Capital, som skal skrue op for Lagkagehusets internationale ekspansion i de kommende år. (Side 4-5)

SVAGE INVESTERINGER KAN KNÆKKE MILLIARDSTOR GRØN EKSPORT

Danmarks position som førende inden for eksport af energi risikerer at blive sat over styr på grund af manglende investeringer, viser ny rapport. Vi får for lidt ud af de offentlige investeringer i ny teknologi, lyder det blandt andet fra energibranchen. (Side 8)

LUNDBECK LANCERER OFFENSIV I LUKRATIVE KINA

Medicinalkoncernen Lundbeck har fået en vigtig godkendelse af et lægemiddel mod Parkinsons sygdom i Kina og vil ansætte en større sværm af sælgere. Salget i Kina kan stige med 150 pct. frem mod 2025, vurderer Lundbecks kommercielle direktør. (Side 9)

NOVO KÆMPER OM PRISERNE MED RABATSULTNE OLIELANDE

Saudi-Arabien slæber rundt på et dundrende budgetunderskud på flere hundrede mia. kr. og leder med lys og lygte efter steder at spare. Det åbne sår i de saudiske budgetter lægger tryk på Novo Nordisk, der er under pres for at sænke priserne på diabetesmidler. (Side 10-11)

JYLLANDS-POSTEN ERHVERV

REALKREDITTENS NEJ TIL STATSLIG RABAT KOSTER BRANCHEN 810 MIO. KR.

Regeringens planer om gradvist at gå fra realkreditlån til statslån i de almene boliger har for alvor fået næring fra realkreditsektoren selv. Realkreditten nægtede nemlig at give staten rabat på blandt andet bidragssatserne. Regeringens plan kan koste realkreditselskaberne en indtægt på 810 kr. om året. (Forside, side 6-7)

LAGKAGEHUSET ER SOLGT TIL KAPITALFOND FOR 1 MIA. KR.

Kapitalfonden Nordic Capital har givet et tilbud, som den hidtidige ejer, FSN Capital, har valgt at takke ja til. Købsprisen overstiger 1 mia. kr. (Side 5)

MÆRSK KUNNE IKKE TAGE NYE ORDRER IND

Det meste af onsdag modtog rederiet Maersk Line ikke nye ordrer fra kunder som følge af det globale hackerangreb, der tirsdag ramte A.P. Møller-Mærsk. Ifølge to analytikere kan det koste Maersk Line 371 mio. kr., der er den daglig omsætning. (Side 9)

DANSKE BANK BAG LOMMEPENGE-APP

Danske Bank gør det nu muligt helt at undgå kontanter for såvel forældre som børn, når der gives lommepenge. Lommepenge-appen er målrettet børn mellem 8 og 12 år, og børnene får overblik over to konti på appen - en opsparings- og en snolde-konto. (Side 11)

/ritzau/FINANS

Flemming Kruhøffer

Tags:  newspaper❯ 

Seneste nyheder