Fredagens aviser med Tivoli, Novo Nordisk og Rockwool
BØRSEN
NY STATSFOND PÅ 10 MIA. KR. TIL VIGTIGE VIRKSOMHEDER
Regeringen vil skyde statspenge i en krisefond til køb af aktier i coronaramte, samfundsbærende virksomheder - virksomheder, som er nogle af de store eksportlokomotiver. (Forside, side 20-21)
BILUDLEJERNE LIDER UNDER SLUKKET REJSEAKTIVITET
Coronakrisen trænger biludlejningsfirmaerne op i en krog, for manglen på rejsende sender biludlejernes omsætning mod bunden. (Side 6-7)
TIVOLI I STOR FYRINGSRUNDE
Forlystelsesparken fra 1843 frygter at tabe op mod 100 mio. kr. i 2020. "Situationen er alvorlig for Tivoli," udtaler formanden. (Side 8)
NOVO I MILLIARDOPKØB INDEN FOR HJERTE-KARFORRETNING
Novo Nordisk styrker forretningen inden for hjerte-kar-sygdomme gennem opkøb af det amerikanske selskab Corvidia Therapeutics for 725 mio. dollar svarende til 4,8 mia. kr. Der er mulighed for, at prisen kan løbe op i 2,1 mia. dollar svarende til 13,8 mia. kr. (Side 10)
ROCKWOOL-FORMAND KRITISERER CSR-REGLER
Rockwools nye bestyrelsesformand, Thomas Kähler, er femte generation i koncernen, der er både børsnoteret og familieejet. (Side 12)
GRÆSFRØGIGANT RUNDER 7 MIA. KR. MEN CORONA STOPPER VÆKST
Det går lystigt lige nu for verdens førende virksomhed inden for græsfrø, DLF. På kort sigt vil selskabet dog miste omsætning, men hvor meget står hen i det uvisse. (Side 18)
BERLINGSKE BUSINESS
GIGANTFOND SKAL REDDE DANSKE VIRKSOMHEDER UD AF KRISEN
En ny fond med et tocifret milliardbeløb i ryggen skal være en redningskrans for de danske virksomheder, der er truet på livet i kølvandet på coronakrisen. Kapitalen skal komme fra både staten og private investorer. (Forside, side 4-5)
SAS-FYRINGER ER KUN STARTEN - LUFTHAVNEN OVERVEJER MASSEFYRING I STEDET FOR LØNPAKKER
Stort set alle virksomheder omkring Københavns største arbejdsplads og største økonomiske motor - Københavns Lufthavn - overvejer at træde ud af statens lønpakker, så de har mulighed for at fyre deres ansatte. Deres økonomiske eksistensgrundlag er revet væk af coronakrisen. (Side 2-3)
JYLLANDS-POSTEN ERHVERV
SHOPPINGCENTRE I DOBBELT NEDTUR: CORONA OG LAVE RENTER UDRADERER MILLIONVÆRDIER
Ejerne af landets største butikscentre mangler et trecifret millionbeløb i husleje og står over for et værditab i milliardklassen de kommende år, lyder en ny prognose. (Forside, side 6-7)
DANSKE BANK FÅR IGEN TILSYNSHUG
Danske Bank får for anden dag i træk hug af Finanstilsynet. Landets største bank har fået en række påbud for ikke at have håndteret sine erhvervsudlån efter bogen. (Side 2)
TIVOLI VIL SKILLE SIG AF MED HVER FEMTE ANSAT
Coronakrisen har ramt Tivoli med så stor kraft, at forlystelsesparken i København vil skille sig af med ca. 20 pct. af medarbejderne. Samtidig meldes om et potentielt tab på op mod 100 mio. kr. i år. (Side 4)
NOVO KØBER BIOTEKSELSKAB
Novo Nordisk lægger et større milliardbeløb på bordet for at få fingre i det amerikanske biotekselskab Corvidia Therapeutics. (Side 9)
ROCKWOOL-ARVING TILBAGE PÅ FORMANDSPOSTEN
Rockwool-arvingen Thomas Kähler lover som ny formand evolution, men ingen revolution i selskabet. (Side 10-11)
ROYAL UNIBREW BØR GÅ I STILLING TIL NÆSTE OPKØB
Det igangværende tronskifte i Royal Unibrew får ikke høje karakterer for den kunstneriske udførsel. (Side 18)
/ritzau/FINANS