Fredagens avisuddrag med ØK, Mærsk og Genan
BØRSEN
NY SCHWEIZISK UDFORDRER TIL DANSKE BANK OG NORDEA
Verdens største rigmandsbank UBS er på vej ind på det danske marked for at få del i det lukrative privat banking-segment, som omfatter de rigeste og mest attraktive kunder. Danske Bank og Nordea sidder i forvejen på mere end 70 pct. af markedet i Danmark, men med den schweiziske bankgigants indtog i Danmark skal de danske storbanker tage sig i agt. (forside og side 6-7)
DFDS BARSLER STORE OPKØB I 2015
Færgerederiet DFDS forventer, at selskabets konkurrenter vil bukke under for de barske miljøkrav og stigende brændstofpriser, hvorfor adm. direktør Niels Smedegaard nu barsler store opkøb det kommende år. (side 8)
VESTAS VIL NU ANSÆTTE IGEN
Vestas har de seneste år gennemgået enorme fyringsrunder, men nu er vindmølleproducenten klar til at ansætte på ny. Der bliver ansat flere medarbejdere i produktionen, og selskabet står klar til at skrue op for hyringstempoet, hvis salget fortsætter med at stige. (side 10)
DANSK FIRMA VIL VARME RUSSISKE FØDDER
Den jyske strømpeproducent MP Denmark trodser geopolitiske uroligheder og er nu klar til at gøre sit indtog på det russiske marked. Ledelsen ser umiddelbart ingen farer ved at træde ind på markedet, men sikrer sig dog, at selskabet ikke sender varer til Rusland, der ikke er forudbetalt. (side 12-13)
DI TIL POLITIKERNE: DROP KRISEMENTALITETEN
Adm. direktør i Dansk Industri (DI) Karsten Dybvad mener, at den politiske dagsorden er ude af trit med virkeligheden. Den danske økonomi er midt i et stort opsving, og politikerne bør derfor fokusere på at styrke offentlige finanser og øge arbejdsudbuddet i stedet for at hænge fast i krisementaliteten og diskutere dagpengeregler. (side 18)
USA'S MEDICINALINDUSTRI RØVET AF KINESISKE HACKERE
Den amerikanske medicinalindustri har gennem en årrække oplevet angreb fra kinesiske hackere, som får adgang til personlige data og medicinsk-tekniske informationer. Det amerikanske forbundspolitik FBI fastslår, at 4,5 mio. patienter på Community Health Systems, USA's næststørste kommercielle hospitalskæde, har fået stjålet personlige oplysninger. (side 20)
BERLINGSKE BUSINESS
NY RAPPORT: VI BETALER FOR MEGET I BANKEN
En ny rapport i tidsskriftet Finans/Invest konkluderer, at danskerne betaler for meget for banklån. Danske banker har problemer med indtjeningen på traditionelle kerneområder og har derfor øget udlånsmarginalerne. (forside og side 6-7)
MÆRSK PLAGET AF TØRRE BRØNDE
Olieeventyret i Brasilien var en dyr fornøjelse for danske Mærsk Oil, og nu standser selskabet endvidere 200 licenser i Den Mexicanske Golf, som virksomheden vurderer er umulige at gøre rentable. Adm. direktør i Mærsk Oil erkender, at selskabet undervurderede risici vedrørende visse projekter i området. (forside og side 4-5)
ØK ER EN SAGA BLOT
Det Østasiatiske Kompagni, ØK, var engang Danmarks største selskab, men i dag er det blot en skygge af sig selv. Hele den danske topledelse er på vej ud sammen med det traditionsfyldte ØK-navn. Fremover skal der blot være et sekretariat i Danmark, mens resten af selskabet skal have hovedsæde i London under navnet Santa Fe. (side 8-9)
JYLLANDS-POSTEN ERHVERV & ØKONOMI
EKSPERTER: DUMPEKARAKTER TIL GENANS BESTYRELSE
En stribe eksperter kritiserer kraftigt bestyrelsen i Genan i kølvandet på afsløringen af, at Genan gennem flere år har sminket sine regnskaber. Selvom pensionsselskabet PKA indtil videre har mistet 800 mio. kr. af de 1,1 mia. kr. investeret i Genan, har PKA også et stort ansvar i sagen. Eksperterne påpeger, at PKA siden 2009 har været repræsenteret i Genans bestyrelse og derfor ikke kan fritages for ansvar. (forside og side 6-7)
ANTALLET AF FINANSSELSKABER RASLER NED
Pensions- og forsikringsselskaber forvinder i samme hastighed som landets banker. Ny opgørelse viser, at der i 2004 var 41 pensionsselskaber i Danmark, hvoraf kun 23 af dem fortsat eksisterer i dag. Der er i samme periode forsvundet 48 forsikringsselskaber, så der i dag kun eksisterer 76. (side 4)
INTERNETKONKURRENCE PRESSER PRISERNE NED
Nye hjemmesider kan gøre markedet mere gennemsigtigt, så kunderne får den bedste pris. Eksempelvis firmaet Blivnykunde.dk, der modtager forespørgsler fra kunder på en bestemt vare og derefter leverer tre forskellige konkrete tilbud. Det er et nyt værktøj, der presser priserne nedad og kan revolutionere branchen til fordel for kunderne. (side 16)
NYE NØGLETAL VARSLER DYSTERT EFTERÅR
Fremstillingsindustrien i både Kina og Europa viser store svaghedstegn. På begge markeder falder indkøbschefernes vurdering af det økonomiske klima, og ifølge eksperter skyldes nedgangen de geopolitiske spændinger, som ikke ser ud til at få en ende lige foreløbigt. Sektoren kan derfor gå et dystert efterår i møde. (side 17)
/ritzau/FINANS