Fredagens danske avisuddrag med Novo, Coloplast og udbytteskandale

Udgivet den 02-11-2018  |  kl. 06:42  |  

BØRSEN

DANSKE BANK GIVER RIVALER BAGHJUL TRODS HVIDVASKKRISE

Danske Banks midlertidige topchef, Jesper Nielsen, glæder sig over vækst i de "grundlæggende bankforretninger". Banken giver trods den verserende hvidvasksag blandt andet ærkerivalen Nordea smæk på flere nøgleparametre. (Forside, side 6-7)

NOVO NORDISK VIL VEKSLE FYRINGER TIL ØGET VÆKSTTEMPO

Omtrent 1300 har fået en fyreseddel i Novo Nordisk i 2018. Det skal ikke kun ende i besparelser, men sørge for at skabe mere vækst i koncernen. (Side 8)

ØRSTED-CHEF: "VI MANGLER ET PAR GODKENDELSER I TAIWAN"

Ørsted mangler fortsat at lukke den potentielt milliardstore havvindmøllekontrakt med regeringen i Taiwan. Vigtigt at det sker før nytår, siger analytiker. (Side 10)

COLOPLAST-BOSS BLIVER FORMAND: TRODSER GOD SKIK

Lars Rasmussen bliver bestyrelsesformand efter ti år som direktør i Coloplast. Det er ikke i tråd med retningslinjer for god selskabsskik. (Side 12)

DÅRLIG HØST KAN BETYDE DYRERE ØL

Høsten af især byg fejlede i år, og det kan betyde dyrere øl til næste år, lyder det fra en ellers meget tilfreds Carlsberg-topchef. (Side 16)

JYLLANDS-POSTEN ERHVERV

MAGTFULDE FONDE ÅBNER NYT SLAG OM SKATTEREGLER

Ifølge nye beregninger fra PwC er de erhvervsdrivende fonde blevet ramt for hårdt efter en højlydt skattestrid i 2016. (Forside, side 6-7)

STOLT MR. COLOPLAST STOPPER: "KRISTIAN ER KLAR. DET SKAL MAN OGSÅ TÆNKE OVER"

Lars Rasmussen har i et årti drevet Coloplast med stor succes, men snart slutter eventyret. I stedet vil han nu satse på en bestyrelseskarriere. (Side 4)

NOVOS VÆKSTHÅB VISER TÆNDER

Novo Nordisks mest afgørende forretningsområde på både kort og langt sigt viser imponerende vækst. Det glæder topchef Lars Fruergaard Jørgensen, der også ser frem til ny konkurrence fra Eli Lilly. (Side 8)

DANSKE BANK-TOPCHEF: "DET VIL VÆRE NATURSTRIDIGT, HVIS VI IKKE MISTER FLERE KUNDER"

Administrerende direktør Jesper Nielsen afviser, at det er svært at være midlertidigt øverste chef i Danske Bank, selv om bestyrelsen hellere havde set en anden sidde i hans stol. (Side 10)

BERLINGSKE BUSINESS

BANKCHEFER UENIGE OM OPSVINGET

Dansk økonomi står over for en række udfordringer, hvor USA's præsident, Donald Trump, blandt andet kan afspore opsvinget med en optrappet handelskrig. Banktopcheferne i Sydbank, Danske Bank og Jyske Bank ser forskelligt på udsigterne for økonomien. (Forside, side 4-5)

2500 KUNDER HAR VENDT DANSKE BANK RYGGEN - OG FLERE KAN VÆRE PÅ VEJ UD

Hidtil har Danske Bank benægtet, at banken mistede kunder som følge af hvidvaskskandalen. Den fortælling sluttede ved fremlæggelsen af regnskabet torsdag. (Side 5)

UDBYTTESKANDALE BREDER SIG - BANKER, PENSIONSKASSE OG ADVOKATSELSKAB SKAL GRANSKES

Flere bærende aktører i den finansielle verden bliver nu undersøgt i den store sag om svindel med udbytteskat. Skatteministeren vil have undersøgt tre storbankers, SEB, Nordea og Danske Bank, rolle, en stor pensionskasse og det danske advokathus Bech-Bruun. (Side 6-7)

/ritzau/FINANS

Dan Petersen