Fredagens obligationer: Amerikansk jobfest sendte renten lidt op

Udgivet den 06-12-2019  |  kl. 17:09  |  

Mens de amerikanske renter blev sendt i vejret fredag oven på en stærk jobrapport for november, så var der mere ro på det danske obligationsmarked.

En lille rentestigning i kølvandet af rapporten blev det dog til, og herhjemme sluttede den tiårige rente i minus 0,26 pct. - 1 basispoint højere end torsdag.

De amerikanske jobtal viste en stigning i beskæftigelsen uden for landbruget på 266.000 personer i november mod ventet 180.000 blandt økonomer ifølge Bloomberg News. Samtidig blev beskæftigelsestallet for oktober oprevideret, og arbejdsløsheden faldt overraskende til 3,5 pct. fra 3,6 pct. i oktober.

Alt sammen giver det den amerikanske centralbank god grund til at se tiden an på rentemødet i næste uge, og banken har da også signaleret, at den er på pause efter tre rentenedsættelser i år.

- Den stærke jobrapport vil nok kun bekræfte den amerikanske centralbank i, at man ikke behøver at gøre mere for at understøtte økonomien her og nu, vurderer senioranalytiker i Danske Bank Mikael Olai Milhøj i en kommentar til tallene.

Den stærke jobrapport havde ved dansk børslukketid sendt den tiårige amerikanske rente op med to basispoint til 1,83 pct., efter at renten en overgang var helt oppe og snuse til 1,86 pct.

Ud over jobtallene overraskede også forbrugertilliden positivt. University of Michigans måling viste en stigning i forbrugertilliden til 99,2 i december fra 96,8 i november. Økonomer havde ventet en marginal stigning til 97,0.

/ritzau/FINANS

Jakob Dalskov

Tags:  Bonds❯  Danmark❯  Market Close❯ 

Relaterede nyheder