Fredagens obligationer: Geopolitiske spændinger pressede renterne ned
Risikoappetitten på finansmarkederne blev forværret i løbet af fredag eftermiddag, hvor bekymring om situationen i Mellemøsten i stigende grad fik investorerne til at gå i dækning på obligationsmarkedet.
Det gav relativt solide kursstigninger - og dermed rentefald - på obligationsmarkederne i Europa og USA. Billedet gjorde sig også gældende på det danske obligationsmarked, hvor renten på den tiårige danske statsobligation endte i 2,37 pct. efter et relativt stort fald på 12 basispoint.
Set over hele ugen blev det dermed også til et rentefald - fra et niveauet på 2,44 pct. sidste fredag.
Trafikken over i obligationer blev forstærket fredag eftermiddag, da der var forlydender om, at Israel forbereder sig på et muligt angreb fra Iran i de kommende dage. Omvendt blev der trukket penge ud af aktiemarkedet, mens guld- og oliepriserne steg.
Eftermiddagen bød også på amerikanske nøgletal i form af forbrugertillidsindikatoren fra University of Michigan. Den viste et fald til 77,9 i april fra 79,4 måneden før ifølge en foreløbig opgørelse.
Økonomerne havde ventet et lidt mindre fald til 79,0 ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News. Både vurderingen af de nuværende forhold og forventningerne skuffede i opgørelsen.
.\\˙ MarketWire
Tags: Bonds❯ Danmark❯ Market Close❯