Fredagens obligationer: Renten faldt efter en række nøgletal
Renterne på de danske obligationer faldt i løbet af fredagen, efter at der ellers ikke havde været de store udsving til at starte med. En række nøgletal fra begge sider af Atlanterhavet var medvirkende til at påvirke obligationsmarkedet.
Den danske 10-årige statsobligation lukkede fredag med en rente til 1,84 pct., efter et fald på 2 basispoint, idet den ved middagstid lå til 1,86 pct.
Samme udvikling udvikling gjorde sig gældende hos renten på amerikanernes ditto, den amerikanske 10-årige T-bond, der ved dansk lukketid lå i et niveau omkring 2,50 pct. Ved middagstid fredag lå den amerikanske rente marginalt højere i 2,51 pct.
I løbet af fredagen var der tal for det tyske erhvervstillidsindeks, Ifo-indekset. Det udviklede sig svagere end ventet i oktober, da det faldt til 107,4 fra 107,7 måneden før. Det skal sammenlignes med en forventning om 108 ifølge Bloomberg News. Årsagen til den snigende pessimisme skal muligvis findes i USA, lyder vurderingen fra cheføkonom i Spar Nord, Jens Nyholm.
- Faldet hænger sandsynligvis sammen med uroen omkring de amerikanske budgetter og gældsloft, samtidig med at der har været usikkerhed omkring udviklingen på nogen af de største emerging markets, lyder det fra Jens Nyholm i en kommentar.
Fra Storbritannien kom der tal for bruttonationalproduktet (BNP) i tredje kvartal, der viste en vækst på 0,8 pct. Væksten var ventet af markedet, idet de adspurgte analytikere hos Bloomberg News regnede med en vækst på nøjagtigt samme niveau.
For eurozonen var der tal for pengemængden, M3, der steg 2,1 pct. i september i forhold til samme måned året før. Det var lavere end ventet, idet analytikerne havde estimeret en stigning på 2,4 pct. ifølge Bloomberg News. Hvis der blev kigget på gennemsnittet for de seneste tre måneder, var væksten i M3 også lavere end ventet med en stigning på 2,2 pct. Der var ventet en gennemsnitlig stigningstakt på 2,3 pct.
Fra USA kom der tal for ordreindgangen af varige goder i september, der endte med at stige 3,7 pct., hvilket kom som en overraskelse for markedet, da der ifølge Bloomberg News var ventet en stigning på 2,3 pct. Måneden før steg ordreindgangen 0,2 pct., viste en revideret opgørelse.
Derudover landede den endelige opgørelse for University of Michigans forbrugertillidsindikator, der overraskende endte på 73,2 for oktober - det laveste siden december 2012. Analytikerne havde ventet et endeligt resultat på indeks 75 ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News.
Den foreløbige opgørelse for tillidsindikatoren havde vist et indeks på 75,2. Til sammenligning lå indekset i september på 77,5.
/ritzau/FINANS
Dan Petersen +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1189
- næste ›